Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
stemning og den «djævelsk prosaiske kvæleluft»,
som faldt baade Bjørnson og Ibsen saa tungt
for brystet i femtiaarenes Kristiania. Altsaa
netop i de aar, som fulgte efter de norske
kunstneres besøg i hjemmet, og efterat den nationale
romantik havde indhøstet frugterne af
tredve-og firtiaarenes store samler-arbeide. En del af
forklaringen ligger vistnok deri, at selve den
romantiske idealisme havde bidraget sit til at
fremkalde en kritisk stemning. Dette er et
forhold, som knapt nok har været paaagtet.
Enhver sterk og straalende belysning kaster
tilsvarende skygger. Den store romantiske drøm
om det gamle Norges gjenopstandelse og
«gjenfødelse», som Wergeland og Welhaven midt i
sin bitreste kamptid havde været enige om at
tro paa, — denne sammenligning med den store
sagatid kastede ganske vist en forhøiet glans
over alt, hvad der var af skjønt og godt i det
nye Norge. Men den kunde i længden ikke
undgaa at forsterke alle skygger. Tanken om
det gjenfødte Norge > stillede en ideal fordring
(for at laane Henrik Ibsens udtryk i «Vildanden»)
til det nye Norges folk. Romantiken aabned jo
i det hele nye, lysende perspektiver: men den
udstedte netop derigjennem store nye fordringer
til livet, som virkeligheden ikke havde let for al
indbetale. Fortidens minder vaagnet! og blev
til længsler. De kasted ligesom en hildring ud
i fremtiden.
Minderne flammer paa fremtidens blaa,»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
