Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
153
del af kristendommen i sin digtning. Ser inan
nærmere efter, vil man finde, at det overveiende
lyse syn hos Bjørnson, tiltrods for stadig paany
fremdukkende tragiske motiver, hænger sammen
med dette kristelige element. Ingen trængte mere
til denne side ved kristendommens freds-religion
end han, den af naturen stridbare og heftige,
den fra barn af og lige op i syttiaarsalderen
til sine tider fremstormende og
lidenskabelige, — stundom som «en natur(magt)», for at
laane Wergelands udtryk om sig selv. Netop
derfor har han ud af et selvbevarelsens instinkt
sluttet sig inderlig til den gamle og nye
freds-religion; — ofte saa lidenskabelig, at han for
fredens skyld indvikled sig uforvarende i ny
strid. Det er i grunden sit eget livs store kamp,
han har skildret i modsætningen og
tiltrækningen mellem Thorbjørn og Synnøve, eller mellem
Eyolf Finsson og S vanhilde i «Halte-Hulda».
Clemens Petersen, som dog var den mest
for-staaelsesfulde af Bjørnsons første kritikere,
undrede sig over, at Bjørnson kaldte fortællingen
for «Synnøve Solbakken», endskjønt den egentlig
handlede om Thorbjørn Granliens saga. Men
selv bortseet fra, at «Synnøve» og «Halte-Hulda»
var tænkt som modstykker eller pendant-billeder,
maatte Synnøve for digteren staa som
fortællingens hovedperson. Han saa hende paa en
maade med Thorbjørns øine. Hun var den
skikkelse, fra hvem lyset udgik, som fra en af de
gamle legenders helgener. Det er vel ikke for
11 — Collin: Bjørnstjerne Bjørnson. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
