Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
intet, at Inga i «Mellem slagene» i sin høieste
nød beder til den hellige Sunniva. For Bjørnson
har Synnøve paa en maade været hans livs lyse
helgeninde, legemliggjørelsen i en ung piges
skikkelse af det, som til alle tider har været hans
religion. Andre digtere, mere kontemplative,
handlings-skv naturer som Henrik Ibsen, kan
have trængt endnu mere til en eggende valkyrje,
som Furia eller Hjørdis, Rebekka West eller
Hilde Wangel. Men Bjørnson, som var stridbar
nok før og snar nok til at handle, trængte især
til «fredsstifterinden». Atter og atter har han
manet hende frem i de forskjelligste former, fra
Inga i Mellem slagene og Synnøve og Ingigjerd
til Rakel Sang og Tora Parsberg. Gjennem de
to sidstnævnte skikkelser er kvinden som
fredsstifter fra bygdelivets slagsmaal og den gamle
tids borgerkrige flyttet ind i nutidens sociale og
politiske strid. Overalt repræsenterer hun den
ene af de to grundkræfter, hvormed Bjørnson
lige fra først af leger i sin digtning, saa at sige
menneskelivets centrifugale og centripetale kræfter:
ærgjerrigheden, eller den fremstødende trang, som
driver ud i rummet og giver fart, ■— og
kjærligheden, som forener de igangsatte kræfter. Jo
mere fremstormende ærgjerrigheden er, desto
mere trænger den efter Bjørnsons syn til at
fastholdes i forbunds-troskabens baand. Netop de
mest begavede, som har den sterkeste
fremdrift, trænger størst hjælp af alle
kjærlighedens og pietetens magter. Der ligger, tror jeg,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
