Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179
stilede salmer fra 1880, hvori han søger at
for-herede og forme en ny tid.
Bjørnson begynder som lyriker, der hvor
Wergeland endte, — med idyllen, for i
enkelte senere digte, som salmerne og Lyset»,
at hæve sig soin Wergeland til et ørnevidt
udsyn over rum og tid. Men i det store og
hele er Bjørnsons lyrik mindre skyhøi og
fantastisk end Wergelands. Mindre «kosmisk»,
mythisk og metafysisk, men til gjengjæld mere
psykologisk. Mindre lærkehøit opstigende mod
det blaa, men dybere indtrængende i sjælelivets
indre uendelighed.
Bjørnson bruger i den første tid al sin
lyriske evne i menneskeskildringens tjeneste. Hvor
han støder paa ureflekterede og fint
sammenslyngede sjælsrørelser, undgaar han helst at
analysere eller tage det sammensatte i stykker
gjennem refleksion. En sang eller visestub er
her den korteste og mest direkte maade at skildre
paa. Derfor er det han laaner sine bondegutter
og jenter sangens gave, eller ialfald evnen til at
vælge sig en sang, som passer til øieblikkets
stemning. Allerede i Ingrids vise og Synnøves
sang viser Bjørnson en merkelig evne til at give
lyrisk udtryk for halvbevidste eller endog
ubevidste sjælsrørelser, — de samme som ellers
vanskel ig kan udtrykkes uden i musik. Merkelig
er den legende lethed, hvormed en næsten
uløselig floke af hinanden krydsende følelser
overgiven livsfryd, pigeagtig frygt og ærtende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
