Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
bestanddel af Bjørnsons fortællekunst end de
lyriske udbrud. Begge er midler til at lade
personerne skildre sig selv, paa den mest
umiddelbare maade. Hvis Bjørnson ikke havde været
født dramatiker, vilde han ikke været en saa
stor fortæller. Samtalerne mellem Thorbjørn og
Synnøve, mellem Thorbjørn og Aslak, mellem
Sæmund og doktoren, eller mellem Sæmund og
Synnøves mor udenfor kirken er mesterverker i
dramatisk replik-skifte, i slegt med de gamle
sagaers samtalekunst.
Ikke mindre betegnende for Bjørnsons evne
til at lade personerne selv fortælle er det sterkt
fremtrædende pantomimiske element. Han
ser sine mennesker lige godt, som han hører
dem. Hans fantasi er, til forskjel fra mange
andre digteres, i lige høi grad «visuel» og
«auditiv», for at tale med moderne psykologer.
I grunden var det et stort held for Bjørnson, al
hans første hovedopgave blev den at fremstille
norske bønder. Netop deres faamælthed indbød
ikke alene til den sammentrængte, tætsluttende
dialog, men ogsaa til at lade følelserne udtrykkes
i handlingens stumme sprog. Klassisk er scenen
mellem Thorbjørn Granlien og lians far, som
kappes om at bære melsække. I)er havde længe
været et spændt forhold mellem far og søn, især
fra den tid af, da Sæmund efter at have hørt
om de mange slagsmaal ved dans og bryllupper
havde sagt til sønnen: «Nu er du kommen paa
egen haand; -— husk dog endnu paa, at min
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
