Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
til violet er finere afstemt end de sjælelige
modulationer i Bjørnsons fortællinger, — ofte fra
én yderliggaaende følelse over til den modsatte,
som fra stridbar stolthed til den mygeste ømhed.
Allerede i det herlige første kapitel, hvor der
fortælles 0111 Thorbjørns barndom, har vi i lohet
af en to-tre sider den hele regnbueskala af en
liden guts følelser, fra det øieblik da Aslak narrer
ham til at kaste sne paa stabbursvinduet og senere
paa sin lille søster, og til den pinlige stund, da
hans far er ventende hjem og stueuret siger:
Bank, hank — bank, bank! — og han
pludselig blir saa kjærlig mod lille Ingrid, at han
giver hende en blank knap og tager hende paa
fanget og siger saa blidt, at hun forundret maatte
stirre paa ham: «Vi to skal lege gulddronning
i enge, vi!»..... «Men som nu denne leg
var bedst i gang, kom faderen ind og satte øiet
vist paa ham. Han trykkede Ingrid tættere i
fang og faldt slet ikke af stolen. Faderen vendte
sig hort, sagde ingenting; en halv time gik, han
havde endnu intet sagt, — og Thorbjørn vilde
næsten begynde at være glad, men turde ikke.
Han vidste ikke, hvad han skulde tro, da
faderen selv hjalp til at klæde ham af; han
begyndte saa smaat at skjælve igjen. Da klappede
faderen ham paa hovedet og strøg lians kind;
det havde han ikke gjort, saa langt tilbage
gutten kunde huske, og derfor blev han saa
varm om hjertet og over den hele krop, at frygten
randt af ham som is for solstik. Han vidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
