Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
i «Synnøve», maler i et enkelt ord den skjærende
eller sagende lyd i saar graad. Der er i del
hele noget athletisk spændstigt over den nye stil,
selv i de roligste og høitideligste afsnit.
Som i det veglige orgel-præludium om kirkens
plads i den norske bondes liv:...... Her
i de stille fjelddale har endnu kirken sin
særskilte tale til enhver alder, sit eget syn for
ethvert øie; meget kan have bygget imellem, men
intet over. Den staar voksen og færdig for
konfirmanden: - med oprakt finger, halvt truende,
halvt vinkende for ynglingen, som har gjort sit
valg, bredskuldret og sterk over mandens
sorg, rummelig og mild over oldingen, som
er træt.» —
Billedsynerne hjælper ikke blot til at gjøre
naturen og selve de døde ting levende, men
ogsaa til at skyde benveie i stilen. Et billede
er ofte det korteste udtryk for en tanke. Det
heder om Sæmund Granlien, da han blev tirret
af Aslaks bemerkninger, at han «luded sig frem
og brændte ham med øinene ind i ansigtet».
-Animismen eller det besjælende syn paa
naturen er, som før nævnt, en arv fra romantiken
og paavirket af Wergeland og H. C. Andersen,
men norskere i tonen, — kvassere og knappere.
Jeg har tidligere anført et vidnesbyrd af Jonas
Lie om, at Bjørnsons fortællekunst af Welhaven
og den ældre slegt føltes som en ny og paa en
maade oprørsk stil. Skjønt den oftest var rolig
behersket, føltes det, som om den var ladet med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
