Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
221
Thi mi er der endelig rum nok i huset for dem
hegge. Verden, som før var saa liden og trang,
er pludselig blevet uendelig høi og vid. Naturen,
som før var indesluttet og taus, synes at tale
mildt til hende, som om den forstod hende.
O underfuldt: hin tause skog, hint fjeld,
som drummer i sin sky, har faaet ord,
hin frugtbetyngte vold, hvis røst er bunden
i overnyden af sin egen lykke,
den kan mildt tale til mig, . . . og jeg hører.
Selve mørket kommer mildt hviskende og
hegger sig skaansomt om hendes bryst og
hjælper hende til at glemme det forbigangne. Hun
graater for første gang paa fire og tyve aar. Men
det forbauser hende, at Eyolf endnu ikke er
kommen.
«Længst kurrer aarren alt i furukrattet.
og taagen reiser sig i solvmorskappen
af tjeldvandsleiet. skrider sagte lien
i aftenluften — til et andet leie.»
Men Eyolf kommer ikke — før langt om
længe. Og da hun hører hans fodtrin, er de
ikke længere de samme som før. Allerede paa
lyden af hans skridt merker hun, at han er
bleven en anden. Hans gang til hende er ikke
saa let som før. Et uvilkaarligt omslag
forberedes i hans sind. — væsentlig det samme,
som Shakespeare har skildret i enkelte af sine
sonetter, eller endnu tydeligere Robert Browning
i Pippa passes , og senere Ibsen i Peer Gynt .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
