Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
289
schläger og et forsøg paa at vise, hvorledes
hans tragedier paany skal kunne gjøre lykke.
Intet er vel mere karakteristisk for Bjørnson
som en fører i den nationale
selvstændighedskamp end hans forhold lil dansk literatur og
de danske skuespillere i Norge. Vi har tidligere
nævnt hans beundrende dom om sceniske
kunstnere som Christian Jørgensen og Vilhelm Wiehe.
Allerede i del første aar efter Bjørnsons
ankomst til Bergen modtog Bergens theater den
sidstnævnte danske skuespiller, Vilhelm Wiehe,
tilligemed Wolf og dennes norske hustru, Lucie
Wolf, født Johannesen, som velkomne gjæster, i
juli 1858. Og Bjørnson benyttede straks sin
chef-stilling til at opføre en tragedie af
Oehlenschläger, Dronning Margareta», hvortil senere
kom «Hakon Jarl», foruden en planlagt
opførelse af «Correggio».
«Det bliver mere og mere almindeligt at
rive ned paa Oehlenschläger,» skriver Bjørnson
i den nævnte artikel-række. Især to ting
bebreidede man denne digter: at han mangled
komisk evne, og at hans fremstilling af den
nordiske oldtid var uhistorisk og usand.
Overfor den førstnævnte anke paaviser Bjørnson, at
Oehlenschläger i det mindste havde tegnet én
gruppe af komiske skikkelser med mesterskab,
nemlig spidsborgerlighed i forhold til kunsten
og fantasilivet. Saaledes i «Sankthans-Aftenspil
og i «Aladdin», hvor Oehlenschläger «i
Mor-giane har digtet en figur, som i komisk kraft
20 — Collin : Bjørnstjerne Bjørnson. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
