Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
301
Publikum foretrak lettere komedier og farcer
og vilde nødig se sørgespil. Allerede i en af
sine første kritiker, fra 1854, havde Bjørnson
bekjæmpet smagen for vaudeviller og farcer og
spottet det norske theaters «fjælebodsløier» og
«det Erik-Bøgh’ske kommerce-hus» og den tyske
farces «opløbne fantasi-bengler». Han havde
klaget over den sjeldne opførelse af sørgespil og
hævdet, at «ensidig fortsat karrikatur og
farce-skue borttager udsigten til det høie, det ideelle,
undergraver den moralske medfølelse og med
denne den etiske bund, hvorpaa al kunstsans
hviler» («Krydseren», 25—2—1854). —
Betegnende for tilstanden endog i hovedstaden henimod
slutningen af 1850-aarene er det, at Henrik
Ibsen som leder af det norske theater i
Kristiania saa sig nødt til væsentlig at opføre farcer,
— stadig nye, i rask afveksling. Der er neppe
noget, som giver en bedre forestilling om de
vanskeligheder, som forsinkede udviklingen af
det ny-norske drama. Efterat Bjørnson og Ibsen
havde skrevet sine første saga-dramer, gik der
flere aar hen, hvori de ikke blev færdig med noget
nyt skuespil. Hele lire aar (1858—62) ligger mellem
Ibsens «Hærmændene» og hans næste stykke.
«Kjærlighedens komedie». Tre aar mellem
Bjørnsons Halte-Hulda» og «Kong Sverre». Og det
uagtet Bjørnson kort efter sin ankomst til Bergen
tillidsfuldt havde talt om «det nye drama, som
stormer ind paa os fra alle kanter», og leveret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
