Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
329
aar. Vi har mødt denne tanke — om trofasthed
mod de smaa, men voksende opgaver — i
fortællingen om Arne, ligesom i Bjørnsons kamp med
sig selv i disse aar. Og vi finder den samme
tanke ogsaa i hans kunstbetragtning. Ikke de
store emner (skal vi fordre af den norske kunst),
men de smaa emner større behandlet1»,
saa heder det i en artikel i «Bergensposten»
for 21de december 1858, det samme nummer,
hvori han skriver sin anden opsats om fallitterne.
Han slutter sig til dem, som mener, at
Düssel-dorfer-skolen har havt en skadelig indflydelse,
og hævder, at <har vi fremtidig noget kald i den
store kultur-udstilling, soin kunstverkerne danner,
er det visselig ikke at forbause sammen med
de franske eller forfærde sammen med tyskerne,
men vel heller det: midt i larmen at bringe
stilhed for det smaa, andagt for det rene og
simple. Saa i vor literatur, saa i vor kunst».
Bjørnsons kunst-filosofi i denne tid stemmer
med hans hele livs-filosofi. Og hermed stemmer
hans digtning og hans liv. Han udsætter i disse
aar med at skrive det store saga-drama om
Sigurd Slembe, som han havde planlagt allerede
i Kjøbenhavn, ligesom han saa længe som
muligt skyder fra sig tanken paa at forlade Bergen
og søge sig en større virkeplads. Han fuldfører
fortællingen om Arne og begynder paa «En glad
gut», som efter sin uddannelse paa landbrugs-
1 Udhævet her.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
