Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hele digtet eller dets mest udprægede strofer
har en adelig skjønhed, som et ansigt med enkle
og store, dybtskaarne linjer. Overstraalet af
nogle faa, dristige billeder, som kaster glans
omkring sig, er talen forøvrig den mest
ligefremme og naturlige, som i prosa. Men ordene
falder afsig selv tilrette som ved en
krystalliserings-proces og ordner sig i bølgende takt.
Sammentrængt i et dristigt billede, ligesom i en halv-aabnet
knop, som vi selv maa aande paa, forat den skal
udfolde sig til blomst, bryder en eiendommelig
tanke frem i slutningen af første strofe: Norges
fortid, sagatiden, er vort fantasi-livs drømmerige
nat, ligesom nutiden er den lvse dag, hvori vi
skal vaage og virke. Den unge Bjørnson levede
skiftevis i begge tider, og tanken hænger inderlig
sammen med dette hans dobbelt-liv. Norges
fortid er ikke forbi. Dens daad blir lil drømme,
og drømmene til nv daad. Af denne tanke fulgte
opbygningen af fædrelands-sangen, med dens
glimt-snare drømmesyn af Norges historie og den
sidste (senere tilføiede) strofe, hvor de syngende,
efter at have dukket ned i fortiden og hentet
styrke fra den, hæver sig op til en nv viljekraft
gjennem fælles løfte og beslutning:
Og som fædres kamp har hævet
os af nød til seir,
ogsaa vi, naar det blir krævet,
for dets fred slaar leir.
Del var fra Hop Bjørnson sendte den muntre
artikel om de norske theatres elskere, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
