Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
367’
schläger havde hævdet, at theatrene ikke var
uden skyld i, at publikum saa nødig vilde se
sørgespil. Bjørnson fremhævede — overfor den
unge kritiker Bordevik og sandsynligvis uden
tanke paa Ibsen —, at man burde ikke være
bange for at give sig ikast med verdensliteraturens
mestre, som Shakespeare og Goethe. Menskulde
tragedien lykkes i Norge, maatte man ikke længere
holde fast ved den gamle høirøstede
deklamation, som den danske skueplads havde arvet
fra den tyske. Bjørnson antydede, at selv de
bedste norske skuespillere i Kristiania ikke kunde
fri sig ud fra den danske tradition, saalænge de
danske skuespillere angav tonen fra hoved-scenen
paa Bankpladsen. «Derfor maa det norske
skuespil udgaa herfra» — fra Bergen —, hvor
norske skuespillere uforstyrret kan lytte til sit
eget norske tonefald og bygge op «en norsk
pathos-bygning». Især denne sidste nye
orddannelse synes at have opegget og moret
Kri-stiania-kritiken. «Bjørnson har i Bergen
opfundet en ny norsk pathos-bygning!» Af en
theater-anmeldelse i «Morgenbladet» for 3dje
april 1859 kan vi se, at Henrik Ibsen traf
Kri-stiania-opinionen paa kornet ved i en fart at
lokalisere en vaudeville-farce af Erik Bøgh,
tillempet efter et fransk stykke. I «Alle mulige
roller» gjorde den bergensk-fødte
skuespillerinde madame Hundevadt stor lykke, ikke mindst
ved spøgefulde hentydninger til den nye norske
deklamation ved Bergens theater. I det af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
