Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
402’
allerede en knap uge efter Reformforeningens
stiftelse. Bjørnson søgte straks at lede striden
over i en aaben kamp om et stort
princip-spørsmaal. De to nævnte artikler, som vil findes
optrykt i Bjørnsons «Udvalgte artikler og taler»,
vinder i interesse ved at sees sammen med to
senere opsatser om «Parti og personlighed (1809)
og «Lidt om politiske partier (1X75). Allerede
i 1859 hævder Bjørnson, at det politiske
partiforbund «ikke binder individualiteten», men
«giver den maal og øiemed...... «Det at
organisere parti er.....ikke at ophæve
individualiteten, men at sanke den ind fra
forfængelig og uendelig guerillakrig til orden i slag og
linje, give den maal og ærgjerrighed; det er at
gjøre hver enkelt .... til en besluttet, sterk
kjæmper for et uendeligt maal, saasom i den
ene sag altid ligger spiren til den næste.»
Disse udtalelser viser, at Bjørnson allerede
saa tidlig som i 1859 betragtede personlighedens
frie udfoldelse som et vilkaar for partiforbundets
berettigelse. Han saa, kan man sige, sagen fra
et psykologisk synspunkt og ud fra sin egen
erfaring. I et privat selskab i begyndelsen af
1890-aarene har jeg havt det held at høre et
kort og venskabeligt ordskifte mellem Bjørnson
og Ibsen om berettigelsen af politiske partier.
Ibsen mente, at det at være medlem af et parti
var en hindring for individets frihed; den frieste
er den, som staar alene. Bjørnson derimod
mente, at det enkelte menneske vokser gjennem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
