Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
414’
hvad der forsøgtes og ialfald for en liden del
lykkedes allerede i 1859 og 60, var en udvidelse
af bondepoliliken langt udover den snævre
stands-politiks grænser. Bønderne skulde gaa med paa
fordyrende reformer som jury og aarlige
stor-thing mod at faa det grundlovmæssige antal
repræsentanter for landdistrikterne og større
kommunalt selvstyre. Reformforeningen tilsigtede
desuden ogsaa at styrke landrepræsentanterne
mod Kristiania-folkets suggestion og
menings-tryk. Reformklubben skulde danne et særeget
og selvstændigt aandeligt milieu, uafhængigt af
hovedstadens lufttryk, ligesom det af Bjørnson
og Ibsen i det samme aar stiftede «norske
selskab» eller som tidligere Bjørnsons lille private
vennekreds eller Botten-Hansens og Ibsens kreds.
Ogsaa dette sidste formaal for Reformforeningen
var fuldt berettiget, trods Vinjes flængende kritik.
Vinje selv er i disse aar det bedste bevis for
Kristiania-opinionens og de store juristers
hypnotiserende magt. Det er ganske morsomt at se,
hvorledes Vinje gjennem sin egen aandelige vekst og
gjennem paavirkning især fra J. E. Sars, arbeidede
sig frem til et retfærdigere syn paa Ueland og den
norske bondepolitik, — men ganske vist saa, at
han nu til gjengjæld kom til at dømme ubillig
strengt om embedspartiet. I 1858 havde Vinje
bestemt benegtet, at bonden var liberal. Og i
1859 og 60 stod Ueland for ham som «ein
trældomens mann , mens Schweigaard var den rette
«fridomsmann». «Den kunskabsrige elsker sit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
