Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
424’
statholderstriden i 1860 viste det sig, at
bondepartiet i hoi grad trængte deres forsorg. Især
Schweigaard, men ogsaa mænd som de to
storthingspræsidenter, Amtmand Aall og
sogneprest Harbitz, brødrene Ulrik og Ketil
Motzfeldt, Christian Birch-Reichenwald og
mange andre kan nævnes som folke-formyndere
i ordets allerbedste og nobleste forstand og som
storsindede repræsentanter for det, Bjørnson i
«Bergensposten» havde kaldt for den politiske
uskyldighedsalder i vor nyere historie, - tiden
før parti- og klassekampen for fuldt alvor
begyndte.
Denne politiske uskyldighed viste sig netop
i sin fulde glans paa storthinget i 1859—60, da
Schweigaard stod sammen med Ueland og Johan
Sverdrup i spørsmaalet om formindskelse af
by-repræsentanternes antal til en tredjedel, eller da
embedsmænd og bønder og det ganske storthing
stod sammen i statholderstriden, og den berømte
adresse til kongen blev affattet af Schweigaard,
amtmand Aall og Johan Sverdrup i forening.
Med denne skjønne enighed ender den første
mere idylliske epoke i vor nyere historie, en tid
som vel altid vil bevare en særegen glans.
Det er nødvendigt at mindes disse forhold
for at forstaa, at forsøget paa at danne et skarpt
afsluttet folkeparti gjennem Reformforeningen af
1859 kom lidt for tidlig eller ialfald noget vel
braat. Man kan forstaa, at en ligefrem og
planmæssig organisation af partistriden maatte staa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
