Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
439’
egentlig endnu ikke gaves noget norsk drama.
«Endnu er der vistnok blot en liden flok, som
samler sig med haab og tro i templet og bærer
sine gaver til det. Men den tid kommer, da
vi spiller de forkjætrede stykker over hovederne
paa Christiania-Postens kritiker og hans
tvile-brødre.» Hvad Henrik Ibsens nye skuespil
angaar, erklærer Bjørnson, at det vil vise sig i
besiddelse af «en seenestyrke som intet drama
før hos os . . . Ibsens stykke er, uanset hvad
min mening ellers kan være om det, i det
dramatiske det første, som endnu er
skrevet i Norge». Men Bjørnson antyder,
samtidig, at «Hærmændene paa Helgeland - ikke
for ham stod som repræsentant for det nye
psykologiske drama, men snarere som toppunktet
af hvad man kunde naa ved at anvende den
Scribe’ske teknik paa et emne fra Eddadigtene
og ættesagaerne.
Gjennem denne Bjørnsons artikel fra mars
1858 faar vi et indblik i forskjellen mellem
Oehlenschläger paa den ene side og Bjørnson og
Ibsen paa den anden. Mellem det danske og
det nye norske saga-drama laa ikke alene, som
før berørt, Ibsens og Bjørnsons oplevelse af
februarrevolutionen tilligemed et større kjendskab
til den gamle sagatid, som nu var taget i
videnskabelig besiddelse paa Norges vegne af Budolf
Keyser og P. A. Munch; men ogsaa en meget
sterk paavirkning fra det nv-franske skuespil.
Dette sidste forhold er ovenfor kortelig belyst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
