Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
486’
digt til Wiehe, vilde ikke være med paa noget
ligefrem fiendtligt skridt mod det danske theater
paa Bankpladsen. En saadan dansk scene var
noget, «som mange af landsens rike og upplyste
folk enno maa hava». Fik vi blot gode norske
skuespillere og skuespil, vilde tingen gaa af sig
selv, mente Vinje. Sagen var den, at for ham
havde det ingen hast med at faa et norsk
theater, naar det ikke opførte skuespil paa
lands-maal. Vinje vilde, at det nve selskab skulde
leve i fred med udenverdenen, men til
gjengjæld sætte igang en indre strid, derved at
medlemmerne skulde sende ind sine skuespil,
malerier og andre kunstverker til selskabets
bedømmelse og gjensidig rose eller kritisere hinandens
frembringelser! Paa denne maade kunde
selskabet tjene som «et nationalt politi». Dette,
som det synes, for fuldt alvor fremsatte forslag
— om at lamme den nve forenings virksomhed
udad ved at faa medlemmerne til stadig at
berøre hinanden paa de ømmeste punkter —
viser, at Vinjes — som mange andre humoristers
vid havde ei bredt og blødt underlag af naivitet.
Vinjes hvasse «flogvit» blev saaledes ikke
med i det norske selskab. Den nve forenings
livligste improvisator blev den senere postmester
O. Hansen, som efter hvad Bjørnson mundtlig
har meddelt, kunde hæve sig fra overgiven
skjemt til den mest stemningsfulde pathos.
Postmester Hansen, som iaar fylder sit ottiende aar,
erindrer fia tirsdagskveldene i logen foruden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
