Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
509’
det hele angribes Norges rettigheder «i dets
selvstændigheds hjerteblad, i dets konges hellige
person», siger Dunker. Men «hvor man
angribes, der maa man værge sig. Det er
naturens evige lov . . . Saalænge man i Sverige
henvender sig til kongens hellige person, saa ville
vi ... i underdanighed anraabe Hans Majestæt
om ikke at sætte Sveriges stænder paa Norges
throne».
Her, som i de to statsraad, trænger begge
parter ind paa unionskongen med sin
hengivenhed og sit vagthold. Nora og Svea elskede den
samme mand og kunde ikke leve ham foruden.
Det var et lystspil motiv, som imidlertid forblev
dramatisk ubenyttet, og det netop paa en tid,
da det nye norske drama havde syslet med et
lignende motiv: en helt, som drages til to sider
af to elskende kvinder, saaledes som i
«Hærmændene paa Helgeland» og «Halte-Hulda»;
rigtignok i tragediens fonn. Motivet forekom
forøvrig allerede hos Oehlenschläger og Scribe,
for ikke at tale om Phædri fabler.
Ifølge Dunker endte striden i 1860 med,
at «det norske statsraad havde kongens
personlige ønsker, det svenske hans
handlinger. Det er de sidste, men ikke de første,
som danne præcedens i statsretten», tilføier
Dunker. — Det lykkedes altsaa ikke
unionskongen, saa gjerne han end vilde det, at dele
sig paa midten. Den større del droges til det
større rige, Sverige, efter tyngdekraftens lov.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
