Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
510’
Noget af det underligste ved denne strid
er, at det norske og det svenske statsraad fra
begyndelsen af var enige med hensyn til
statholdersagen. Ialfald tre af de ledende svenske
ministre, deriblandt selve de Geer, blev tvunget
ind i dette schakspil ved et pludseligt bygeveir
af svensk folke-opinion. Men det
allermerke-ligste var, at en overmaade unionsvenlig —
eller, som man i Norge trodde, «amalgamisti.sk»
— norsk regjering kom til at vække dette
uveir. Den norske regjering, hvori Dunkers ven,
Chr. Birch-Reiehenwald ansaaes for at være den
ledende kraft, vilde benytte statholderpostens
ophævelse til en kløgtig kombination. Ikke
mindre end tre fluer skulde slaaes med ét
smæk: Den nye konge, Karl den femtende,
skulde uden modstand fra sit svenske statsraad,
som paa forhaand var indviet i sagen, skjænke
det norske folk statholderpostens ophævelse i
morgengave, ligesom hans far, Oscar den förste,
havde bragt Norge «det befriede Ilag- i 1*44.
Paa denne maade vilde baade den nye konge
og hans norske ministerium vinde anseelse og
prestige, ligesom nordmændene vilde faa et
gammelt ønske opfyldt. Dette var den første
fordel. Den anden fordel var i den Birch’ske
regjerings øine den, at netop gjennem
statholder-postens ophævelse vilde en hindring for
unionens videre udvikling være fjernet. Selve
navnet «statholder» og dertil bestemmelsen om, at
han kunde være enten en norsk eller svensk mand,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
