Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
551*
for sagen . forisætter Bjørnson, at enten vi
taber eller ei, skal det mindes af os og af alle
dem, som kommer efter os, at her er et vigtigt
punkt i vor selvstændighed. Hovedregelen i
den politik, vi skal føre mod Sverige, maa
være: for hvert skridt. Sverige gjør mod vor
selvstændighed for saaledes at faa foreningen
fastere, viger denne straks et skridt tilbage.
Denne hovedregel maa vi saadan lære udenad
og sige hverandre til beleilig tid. at den bli
veien nationalbevidsthed .
Det viste sig senere, at Bjørnson og hans
venner— deriblandt Nicolai Mejdell og den senere
professor Weisse i «Christianiaposten» —, som
i 1859 og l*ßf) førte et aabent og
uforbeholdent sprog overfor de ligesaa uforbeholdne
svenske krav paa overhøihed, ikke gjorde
Norges sag nogen skade. Tvertom. For samtiden
og især for regjeringspartiet kunde det staa,
som om det var det klogeste at tie stille til
den svenske presses og svenske riksdagsmænds
saarende ytringer. Ved at tie til alle
udfordringer kunde man muligens lirke statholderposten
igjennem. Man havde jo kongen med sig, da
han havde lovet at sanktionere. Det gjaldt
derfor at fare stilfærdig frem. Men det var netop
denne smygende politik, som Bjørnson og hans
venner ikke ville linde sig i, — en politik, som
Bjørnson senere har kaldt for lirke- og
lurepolitiken . Sanktion i statholdersagen var
ingen seier, hvis den skulde smugles over græn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
