Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
551*
kaster nyt lys, ikke alene over «Faderen», men
ogsaa over Arnljot Gelline» og «En glad gut».
Ludwig Hofacker døde lidt over 30 aar
gammel, efterat han kjæmpende med aarelang
sygdom i lidelsernes høiskole» havde lært sig til
en særegen enkel og inderlig maade at forkynde
evangeliet paa. I modgangen lærte han den
kunst at «opgive sig selv», ganske at opgive
sin egen formuenhed» og befri sig for sit eget
hjertes hovmod og selvretfærdighed», som han
selv siger. Ud fra følelsen af sin naturlige
redningsløshed» vandt han frem til den store
fortrøstning og den fulde selvhengivelse til Gud.
«Bliver for Guds skyld børn», det var
hovedtanken i hans «enfoldige fremstilling af veien
til livet», som hans bror siger. Han, den
døds-merkede, hvis livslykke syntes at være forspildt,
følte sig let og fri, naar han hengav sig helt til
en, som var sterkere.
For den unge Bjørnson steg der op af
Hof-ackers bekjæmpelse af -selvretfærdighed» to
parallele billeder af norske menneske-skikkelser:
sagaens beretning om de hedenske kjæmper,
som sluttede sig fortrøstningsfuldt til Olav
Haraldsson, mens de før ikke havde stolet paa
andet end sin egen kraft og styrke: Arnljot
Gelline, Thore og Afrafaste. Ved siden heraf
(lukkede der frem et billede af en norsk storbonde
fra nutiden, en god kirkegjænger, som stolede
trygt paa sin retsindighed og udadlelighed og
som bygdens første mand ventede den første
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
