Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
aarhundredes barneskildring, som kanske alt i alt er
den nyeste tids største bidrag til menneskeskildringens
kunst, er ikke en leven»omigjen av barnelivet. Utbyttet
er heller ikke det videnskabelige: frembringelsen av et
psykologisk dokument, men en fri og livsforhøiende lek
med sindsbevægelser fra den bøieligste alder; den tid,
da stemningerne skifter som veiret paa en aprildag, og da
menneskenaturen er som en myk og sevjerik stængel,
føielig og formbar og fuld av nydannende kraft. Barne*
alderen er fremfor nogen anden alder en skapelsens tid,
— kanske den alder, da mennesket som helhet lever hur»
tigst, — da livsuret endnu ikke er begyndt at sagtne.
Gjennem sine barneskildringer oplever Bjørnson erindringer
fra sin egen og andres barndom paa en ny maate. Gamle
sjælevaander opløses i befriende humor; livets første kampe
lettes for en del av virkelighets»atmosfærens tryk. Bårne«
alderens stemnings»overgange vokser til mere fint avstemte
og melodisk sammenklingende fornemmelser. Kunsten
gjentar ikke virkeligheten, men skaper en ny form av
virkelighet, — en videredannelse av erindringens uvilkaar»
lige kunst. Erindringen er jo noget av en født digter.
Vi kan efter dette forstaa, at Bjørnson først fuldendte
nutids»fortællingen om Synnøve, mens dramaet om Halte»
Hulda maatte vente. Bjørnsons fortællende kunst er paa
en maate den frieste og ledigste form av drama, hvor op»
trin følger paa optrin med den hurtigste bytning av sted
og de letteste sprang i tid og rum. Den frie veksel av
digtarter svarer til behovet for en smidigere fremstilling
av menneskenaturen i dens vorden og vekst. Skuespillet
kunde ha et overtak over fortællingen, saalænge det især
gjaldt at fremstille faste og typiske karakterer, som for en
stor del i det græske drama, der endog blev spillet med
ansigtsmasker; for en del ogsaa i det franske klassiske
skuespil. Men især i det sidste halvandet hundrede aar,
i utviklingstankens tid, fik fortællingen i det hele et for«
mon som den kunstform, der hadde lettest for at frem»
stille karaktererne «genetisk». Menneskebilledet forandrer
sig sammen med verdensbilledet. Hele verden blev fra
en væren til en vorden. Og de enkelte mennesker blev
i høiere grad end før opfattet som vordende og voksende
væsener.
Allerede dette, at fortællingen hadde langt lettere for
at fremstille barn paa scenen — paa fantasiens «frie thea»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
