Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17
ter» —, gav denne kunstform en fordel fremfor scene*
dramaet. Vi skal senere se, at Bjørnson paa en maate
gjennem hele sit liv uvilkaarlig har kjæmpet for at utvide
dramaets ramme og av og til sprængt den for at faa plads
for sine mennesker. Han har næsten aldrig befundet sig
rigtig vel i det klassiske skuespils stramme korsét. Atter
og atter har han gjort oprør mot at skulle ende enhver
tragisk handling med en katastrofe, — et hop ned i av*
grunden, eller et fossestup, som ikke blir til seilbar flod.
Han synes ofte at overlate det til personerne selv at raa
for dramaets bygning, hvorved det kan hænde, at den
høieste stigning kommer paa midten — som ofte i selve
livet — istedenfor tilslut. Gjennem sin fortællende kunst,
i sin rot den samme som den dramatiske, har han ubevisst
opøvet sig til sin brytekamp med det overleverede skuespil.
Allerede de to første kapitler av «Synnøve Solbakken»
er i utpræget grad dramatiske, som to akter forbundne
ved kontrastsyn. Efter slagsmaals*scenerne paa Granlien,
hvor baade Thorbjørn og Sæmund og ikke mindst Aslak
— en bygdelivets Loke*natur — er tegnet med vidunder*
lig kraft, følger i det andet kapitel, som et beroligende
mellemspil, den storladne skildring av kirken, som «i
bondens tanker staar paa et høit sted og for sig selv, fred*
lyst, med graves høitid omkring, messens livlighet inde».
Derpaa det første møte mellem Thorbjørn og Synnøve.
Han faar først se hende i kirken, ifølge den uvilkaarlige
logik, som hersker i digtningens verden, hvor begiven*
heterne ordner sig mere organisk end i den almindelige
virkelighet. Baade optrinet i kirken, hvor Thorbjørn kom*
mer i slagsmaal med en liten gut «med stridt haar og but
næse» — utvilsomt den samme, som senere tilføier ham
det livsfarlige knivstik — og den første samtale paa kirke*
bakken mellem Synnøve og Thorbjørn hører til det ypper*
ste av barneskildring i alle tiders literatur. Vi faar alle*
rede her et glimt av Synnøve som et lyslevende individ.
Bjørnson erindrer selv, at Synnøve med hensyn til ydre i
nogen grad er tegnet efter en romsdalsk model, den før
nævnte Baard Hammervolds datter. Men hun vokser
uvilkaarlig i løpet av fortællingen op til at legemliggjøre
norsk kvindenatur i dens skjæreste og mest fjeldfriske ynde.
Alt hvad Bjørnson hadde set og følt av sjælsadel og
hjerterenhet hos de unge norske bondepiker, har været
med om at forme denne skikkelse, tilsynelatende utilnær*
2 — Collin: Bjørnson. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
