Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25
kapitlet var trykt i «Illustreret folkeblad» for 8de august,
tilbød Bjørnson, som hadde latt hele fortællingen staa i
sats, bokhandler Johan Dahl boken som avbetaling paa
gjæld. Bjørnson har selv meddelt, at han skyldte penge
til flere, — smaa poster hist og her, i alt kanske en 20—30
speciedaler. Den danskfødte «Pappen Dahl», som endnu,
likesom paa Wergelands tid, var den nye norske literaturs
forsyn, hadde fem speciedaler tilgode. «Han var den eneste,
som aldrig krævet mig; derfor sa’ jeg til mig selv: den
første boken min, den skal han ha’. Men da jeg kom til
ham med avtryk av satsen, var han ganske tvilraadig. «En
bondefortælling, — ja, det er vel saadanne ting om fjøset.» »
Ifølge Grevstads optegnelser skal Dahl endvidere ha sagt,
at det blev vel «som at sælge lort fra en møgdynge».
Resultatet blev dog, at Dahl tok boken som en snil gam«
mel literaturens onkel, saameget mere som satsen ikke
kostet ham en skilling og papiret — mindst mulig.1
Noget mere paaskjønnelse fik Bjørnson hos sine gamle
venner, især Chr. Kahrs, den senere overlæge i Bergen.
Herom fortæller stadsfysikus J. Lindholm (i «Bergens Ti«
dende», 8de december 1902): «Da Bjørnson havde sit
manuskript færdigt til «Synnøve Solbakken», følte han
trang til at læse denne sin første større fortælling for en
av sine venner for at se, hvad virkning den gjorde. Men
venner er underlige. Det var varme sommerdage, og ingen
havde lyst til at underkaste sig en saadan venneprøve.
Endelig gik senere overlæge Kahrs ind paa forslaget, men
paa betingelse af, at Bjørnson skulde skaffe en flaske kold«
punsch og stoppe den største pibe, som kunde skaffes. —
Saa drog da de to venner hjem paa hybelen, hvor vennen
rolig klædte sig af, la sig paa sengen, fik punschen stillet
paa et bord ved siden af og den vældige pibe tændt [den
samme pibe, som Bjørnson senere forærte Jonas Lie].
Han var nu beredt til at underkaste sig operationen. —
Bjørnson begyndte at læse, han læste og læste og haabet
at høre fra sengen en liten tilkjendegivelse af, at tilhøreren
var med. Men nei — ikke en lyd fra den kant, ikke et
grynt engang. Bjørnson læste og læste, blev nervøs og
urolig, svedet, saa nu og da hen paa vennen, som han
var bange for var faldt i søvn. Men den ene røgsky efter
1 I et brev til Clemens Petersen (2. sept.) skriver Bjørnson: boken
er saa maltraktert fra boktrykkerens side. at den er ren makulatur . . .
I stortingstiden er her nemlig ingen skikkelig boktrykker at faa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
