Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
den anden overbeviste ham om, at der intet var i veien i
den retning. — Bjørnson nærmet sig slutningen af sit
manuskript og hadde en levende følelse af, at han havde
lidt et nederlag. Da han var færdig, reiste Kahrs sig fra
sengen, begyndte sindig at klæ sig paa, tømte det siste
glas punsch og udbrøt, idet han saa ud i luften: «Det
er fanden gale mig det beste, jeg i mit liv har hørt!»»
Ifølge en meddelelse av doktor Lindseth læste ogsaa
Bjørnson op «Synnøve» paa Johan Blackstads, den senere
riksadvokats, værelse i Maltheby. «Bjørnson laa paa sofaen
og læste, mens Blackstad tragtet kaffen. Kameraterne
mottok den nye literære begivenhet med stor sindsro og
lot sig ikke derav avholde fra det vanlige parti whist.»
Da fortællingen — med en av Ole Vig besørget kor«
rektur — utkom i bokform i den første halvdel av sep«
tember, var Bjørnson reist hjem til Søgne for at slippe
bort fra avisarbeide og for at fuldføre «fialte«Hulda», men
til fortræd for frøken Schreiber, som netop var ifærd med
at male videre paa et av Bjørnsons onkel, Nordraach, paa«
begyndt portræt. Dette billede fra Synnøve Solbakkens
tid, som aldrig blev fuldført, findes nu paa Aulestad. (Se
ovenfor s. 1.) Paa Søgne fik Bjørnson se den første offent«
lige kritik av «Synnøve» i en redaktionel artikel i «Mor«
genbladet» for 19de september. Den unavngivne forfatter
var, ifølge Halvorsens forfatterlexikon, ingen mindre end
professor i filosofi, M. J. Monrad, en av byens æstetiske
autoriteter, med hvem Bjørnson uheldigvis stod paa krigs«
fot, og hvem han kort efter sin hjemkomst hadde snertet
paa en utfordrende maate i det samme blad (for 21de juni).
I det foregaaende aar (3/s 1856) hadde Bjørnson endog
tillatt sig i den store artikel «Enhver paa sin plads», som
optok mere end hele første side i «Morgenbladet» følgende
ytring: «Hos os kan endog vor fortræffelige professor
Monrad komme til at skrive vers. Vilde han nogensinde
ha gjort det i nogen anden litteratur?» Den slags frisprog
kan ha medvirket til, at Monrad ikke var saa velvillig
overfor Bjørnsons første bok, som han hadde været over«
for Ibsens «Catilina». Av interesse som prøve paa datidens
kritik er den næsten knusende overbærenhet, hvormed pro«
fessoren hilser det nye «spæde skud» i vor literaturs have
velkommen. Han begynder med at formane sit lands
kritikere til under vore fattige literære forhold at «fare
varlig frem» for ikke at kvæle «vor literaturs spæde skud»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
