Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
43
drages paa een gang til to sider. Han staar vaklende
mellem to tiders kultur, hver av dem legemliggjort i en
kvindeskikkelse, Hulda og Svanhilde. For første gang
hos Bjørnson møter vi her en mand mellem to kvinder
og tiltrukket til dem begge, — et av yndlingsmotiverne i
Henrik Ibsens digtning. Vi har tidligere set, at av de to
kvindeskikkelser, som kappedes om Bjørnsons interesse
under opholdet i Kjøbenhavn, tok Synnøve for en tid
makten fra Halte»Hulda. Denne strid formet sig —
kanske under indtryk fra et skuespil av Scribe — til et
dramatisk motiv, idet Svanhilde og Halte«Hulda kjæmper
om makten over Eyolf Finssons sind. Den ene, som var
hans fordums lekekamerat, eiet barndomsmindernes og
uskyldets lyse trylleri. Hun var hans «lys i natten». Den
anden hadde noget av «den gamle sagabok»s koglende
makt. Hun er som natten, hvori sverd blinker. Hun
har et fast grep i to av hans sterkeste drifter, hans san«
selighet og hans kamplyst. Hvem av dem vil seire? Det
har for Bjørnson sandsynligvis været mere end et dramatisk
motiv, i andre menneskers liv. Det har vel forekommet
ham, som om disse to kvinder kjæmpet om hans eget
liv. Og problemet kunde ikke løses alene i billedernes
verden. Mens Ibsens «Hærmændene» har en rikere,
mere glansfuld og spændende handling, og vidner om en
modnere, mere fremskreden dramaturgisk kunst, er der
kanske endda mere av virkelighetens alvor over sjælekam«
pen i «Halte»Hulda». Eyolf er, da stykket begynder, blit
lidenskapens fange. Handlingen dreier sig i grunden om
dette, hvorvidt det vil være ham mulig at slippe løs. For
sin elskov til Hulda har han maattet «rydde sig rum» med
sverdet. Gudleik, Huldas sidste mand, er netop begravet,
da stykkets handling begynder. Vi hører «klokkeklang
bæres ind, sterkere og svakere, alt eftersom vinden gaar».
Det er en stormfuld nat, hvori den dræptes far ventes
hjem, for silde til likfærden, men tidsnok til at kræve hevn.
Men Hulda er ubekymret, optat alene av een følelse, een
attraa. Hun slukker lyset i vinduet som tegn paa, at Eyolf
trygt tør komme. Ti nu er der endelig rum nok i huset
for dem begge. Verden, som før var saa liten og trang,
er pludselig blit uendelig høi og vid. Naturen, som før
var indesluttet og taus, synes at tale mildt til hende, som
om den forstod hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
