Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
anden, valgte en kvindeskikkelse i slegt med volsunge«
sagnets Brynhild og Laxdølasagaens Gudrun til model for
en tragisk heltinde, i «Hærmændene» og «Halte«Hulda».
Hvad der slog dem begge var, at det samme kunstneriske
syn paa det onde og dets oprindelse, som de fandt hos
Goethe og Schiller, delvis ogsaa hos Shakespeare, det
fandtes allerede i vor egen gamle literatur. I vor egen
historie hadde vi ypperlige emner netop for den slags
tragik, som den engelske renæssanses og den tyske ny«
renæssanses dramatikere hadde fremstillet i udødelige verker.
Med emner fra norrøn saga og sagndigtning kunde baade
Bjørnson og Ibsen haabe at kappes med Shakespeares og
Schillers kunst. Heri ligger en hovedforklaring til, at ny«
franske lystspibmotiver i Bjørnsons to første skuespil er
digtet saa uendelig langt bort fra det moderne franske
salondramas verden. Det var den originale tragiske
opfatning av kong Sverre, som hjalp Bjørnson til det første
digteriske gjennembrud i «Mellem slagene». Og det var
det tragiske syn paa den vilde, gamle norrøne kvindetype
(Brynhild m. fl.) som gjorde Bjørnsons Halte«Hulda saa
overordentlig forskjellig fra Scribes troløse hustru i «En
lænke».
Den ulykkelig gifte kvindes tragedie, —
dette mægtige motiv, som er fælles for «Hærmændene»
og «Halte*Hulda», blev jo senere et av hoved«motiverne
i de to digteres nutidsskildring. Bjørnson vender tilbake
til dette emne især i «Magnhild» og «Det flager», «Een
dag» og «Absalons haar»; Henrik Ibsen især i «Et duk»
kehjem», «Gjengangere» og «Fruen fra havet». Ogsaa
dette motiv kan føres direkte og indirekte tilbake til et
langt kulturelt og kunstnerisk forarbeide.1
1 Bjørnsons, likesom i Ibsens første sagaskuespil er der
kulturarv baade fra gammel og ny tid — fra det ny«franske
lystspil og den tyske og danske guldalders tragiske digt»
ning; direkte og indirekte ogsaa fra Shakespeare og det
antike drama. Men der er en gylden arv ogsaa fra den
gamle norrøne menneskeskildrings kunst.
Intet viser bedre, tror jeg, end dette eksempel fra vor
egen historie, hvordan en stor literatur«blomstring opstaar.
Ingen kunstblomstring begynder fra nyt av, saalangt vi
1 En kort belysning av dette forhold vil findes i et tillæg til
dette bind.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
