Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
ind i stykkets handling, — kanhænde det mest geniale
træk i dette verk. Bjørnson har øiensynlig gjennem to
kontrasterende par, Eyolf»Hulda og Gunnar»Thordis, villet
se hvad der stod for ham som den ufrie og syke elskov
ved siden av den lyse og sunde. Men det er langt fra,
at alle fortrin er paa Gunnar og Thordis’s side. De er
ikke mere end bipersoner, fordi de med hensyn til selve
livskraftens styrke staar langt tilbake for det andet par.
Digteren har ved et genialt grep benyttet selve Thordis
og Gunnars genreagtige hverdagslighet til at fremhæve det
heroisk store ved Eyolf Finsson og Halte»Hulda. Gunnar
og Thordis er almindelige gjennemsnitsmennesker, som
bringer os til uvilkaarlig at føie det kjæmpemæssige ved
de to hovedpersoner. De to mere dagligdagse mennesker
avgir en maalestok for de to andre. Paa denne maate bidrar
lystspil»scenerne mellem Gunnar og Thordis ikke alene,
som saa ofte hos Shakespeare, til at nedstemme tonen og
gi følelsen et pusterum, men ogsaa — som hos Shake»
speare — til at gjøre hovedpersonerne mere tragiske. Ti
det tragiske ved Huldas og Eyolfs skjæbne ligger deri, at
netop deres stort anlagte natur, deres mægtige livstrang
ved deres egne og vilkaarenes feil volder deres undergang.
Forøvrig hænger hele kompositionen og personvalget
sammen med den originale idé: at vise os en overgangstid
mellem gammel og ny kultur og fremstille kampen mellem
de to kvinder om Eyolf Finssons kjærlighet som en kamp
mellem to tider og to kulturer. Der var noget sykt ved
den gamle krigstids kultur; dens moral var, hvad Bjørn»
son senere har kaldt for «krigsmoralen». Men denne tid
var allikevel stor ved sin vældige trang til livs»utvidelse.
Der var «noget godt inde i feilene»: selve den høitspændte
livslyst. I dette syn, som Bjørnson har tilfælles med Ibsen
— at selve livsdriften, den menneskelige drivkraft er god,
og at derfor en høi grad av vitalitet i og for sig er et
fortrin, endog hos dem, som øver ondt —, i dette syn
ligger en stor kunstnerisk kultur»arv, ikke blot fra Shake»
speare og den tyske ny»renæssanse (Goethe og Schiller),
men ogsaa fra den gamle Edda»digtning og saga»fortælling.
Denne sympati med selve livskraften laa til grund for det
tragiske syn paa de vildfarende og feilende, i norrøn
som i gammel græsk literatur.
Heri ligger en hovedforklaring til det merkelige sam»
mentræf, at baade Ibsen og Bjørnson, uavhængig av hin»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
