Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60
med sin delthet i vidt forskjellige bygder trænger en national
kunst for at kunne samles til ett folk. Først og fremst en
national scene, som gir «idelig speilbillede og idelig hjælp til
dem, som i de andre kunstarter vil gripe det store fælles
i de smaa, allestedsfra kommende enkeltheter». Bevilgning
til en national scene vil fremkalde gode nationale verker
om et par aar . . . «Et slikt verk forener alle til en stor
familie»......
Bjørnson kom tydeligvis hjem fra Kjøbenhavn med en
sterk trang til at være med paa at samle Norge. Det er
en lignende følelse, som nogen aar efter kom til uttryk i
Ibsens «Kongsemnerne» (delvis planlagt i 1858), og som
gjorde, at de gamle borgerkrige, med deres gjentagne for«
søk paa at samle nordmændene til een nation, endnu føltes
som noget aktuelt. Hos begge digtere var det sandsyn«
ligvis indtryk av samtidens begivenheter — bygdeinter«
essernes kamp paa stortinget, foruten maalstriden og tea«
terstriden — som tændte ild i den gamle histories stof
og gjorde det levende i deres bevissthet. Verker som
«Mellem slagene», «Sigurd Slembe» og «Kongsemnerne»
er til en viss grad vokset frem av dagens strid. De er
som luftspeilinger, henkastet paa historiens bakgrund, av
hvad der foregik nede i den dagligdagse virkelighet.
Vi ser, at kunsten for Bjørnson allerede fra først av
ikke var et isolert fænomen, uten forbund med tidens
øvrige kultur, men en anfører i kampen for atter at samle
nordmændene til en nation. I den nævnte avisartikel
hævder han endvidere, at kunsten, og ikke mindst den
sceniske kunst, hjælper et folk til at faa en tryg og har«
monisk uttryksform for sin nationale eiendommelighet.
«Man kan,» sier han, «paa en utenlandsk dampskibsbrygge
meget godt se, det er en nordmand, som stiger iland;
man kan ogsaa se, at han ikke længer er ganske viss paa
sig selv, famler efter sin form og søker at dække det
gjennem en brusk, kort, næsten voldelig fremtræden . . .
Hvad de fremmede besidder, besidder de bevisst; ti kun«
sten har saa mangen herrens gang tat det frem og set paa
det for dem; de har derfor en let, harmonisk ytringsmaate
for sit nationale indhold, — vor mand besidder ogsaa
noget, men ubevisst, stotrer og stammer — eller tier.» Bjørn«
son tilføier, at denne mangel paa national form let med«
fører, at vi efterligner nabofolkenes. Man skal ikke, mener
han, foragte den «glatte form». Den er uttryk for «en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
