Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91
begge hadde læst. Og dobbelt interesse faar de to norske
digteres hævden av det historiske dramas frihet i forhold
til den historiske videnskap, naar vi lægger merke til, at
Ibsen hævdet denne frihet til forsvar tor et stykke av
Andreas Munch og Bjørnson til forsvar for Oehlenschläger
— altsaa begge til forsvar for ældre dramatikere, som de
selv var ifærd med at avløse.
Dette storsind kommer begge det norske saga»dramas
digtere tilgode overfor en senere tids kritik, som har hat
let ved at paavise, at ogsaa Bjørnsons og Ibsens billede
av den gamle tid i mange stykker er uhistorisk. En
fremragende dansk kritiker, professor Valdemar Vedel, har
endog hævdet, at «trods den ydre fremgang i historisk
kolorit var i virkeligheten Ibsens «Kongsemnerne» endnu
tre gange saa uhistorisk som Oehlenschlägers «Håkon
Jarl»; de Ibsenske tanker lagt i munden paa de gamle
høvdinger og klærker var naturligvis langt umuligere end
de Oehlenschlägerske paa ladejarlens tunge». — Selv om
der herom kan strides, — sikkert er det, at baade Ibsen
og Bjørnson i sin tid hadde ret i sit ridderlige forsvar for
sine forgjængere, og at historien nu vil regne dem det
tilgode paa dommens dag. Begge hadde ut fra sin egen
erfaring — i motsætning til teoretikere som Hettner — en
følelse av, at den historiske digter ikke kan undgaa til en
viss grad at leke frit med historiens drivkræfter, — ganske
som Bjørnson i sine bondefortellinger uvilkaarlig lot ind«
tryk av levende modeller vokse frit og utfolde sig videre
i sin bevissthet. Den historiske digtnings trylleri ligger i
dette, at et stykke historie sættes igang paany. Fortidens
muligheter og kræfter, historiens indre hjulverk, begynder
atter at røre sig. De historiske personer blir paany
levende, altsaa mulighetsrike, istand til at utvikle sig i
nogen grad forskjellig, eftersom vilkaarene forandres. At
denne forvandling fra noget dødt til noget levende ikke
kan gaa for sig uten nydannelse og historisk misvisning,
ser vi stadig ikke blot hos digterne, men ogsaa hos den
historiske videnskaps mestere, naar det lykkes dem at ut»
føre det kunstneriske arbeide: at gjøre fortidens menne»
sker levende. Dette kan alene ske ved at omplante dem
i et nutids»menneskes bevissthet, altsaa i et nyt historisk
miliø, hvor en del av fortidens kræfter vokser op paany,
rendyrket i forenkling, og uvilkaarlig tar farve av det nye
voksested.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
