Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
senere kom «Håkon Jarl», foruten en planlagt opførelse
av «Correggio».
«Det blir mere og mere almindelig at rive ned paa
Oehlenschläger,» skriver Bjørnson i den nævnte artikel»
række. Især to ting bebreidet man denne digter: at han
manglet komisk evne, og at hans fremstilling av den nor«
diske oldtid var uhistorisk og usand. Overfor den først»
nævnte anke paaviser Bjørnson, at Oehlenschläger i det
mindste hadde tegnet een gruppe av komiske skikkelser
med mesterskap, nemlig spidsborgerlighet i forhold til
kunsten og fantasilivet. Saaledes i «Sankthans«Aftenspil»
og i «Aladdin», hvor Oehlenschläger «i Morgiana har
digtet en figur, som i komisk kraft staar nær Holberg,
om ikke ganske ved siden». Eller Battista i tragedien om
Correggio. «Hvor spidsborgerligheten stillet sig saa, at
den stod ansigt til ansigt med konsten, der grep Oehlen«
schläger den saa sikkert, saa fuldt ut leende, at den maatte
sætte komiske ansigter av harme.»
Av endnu større interesse er Bjørnsons forsvar for det
historisk ukorrekte ved Oehlenschlägers fremstilling av
sagatiden. Vi har ovenfor set, at Bjørnsons ivrigste
danske beundrer, Clemens Petersen, «Fædrelandet»s ta«
lentfulde kritiker, hadde rost Bjørnsons «Halte«Hulda»
paa Oehlenschlägers bekostning, som en ganske anderledes
historisk sand skildring av sagatiden. Dette var i løpet
av sommeren 1858. I artiklerne om Oehlenschläger fra
begyndelsen av det følgende aar tar Bjørnson paa dette
punkt avstand fra sin gode danske ven. «Der er dog til
syvende og sidst ikke dette, som avgjør hans digtnings
værd, om han har malet netop vore forfædre eller ei; men
dette: om han har malet ideale mennesker [vi vilde nu«
tildags kanske heller si: store mennesker]. Det er —
tilføier Bjørnson — min overbevisning, at senere tiders
sværmeri for at se de gamle skospænder paa scenen og
saa at si høre dem harke, er den stiveste prosas da«
guerreotypslyst; at den digter, som vil lyde disse for«
dringer, gaar prosaens ærinder . . .» Bjørnson hævder,
likesom ogsaa Henrik Ibsen i en av sine avisartikler i
«Illustreret Nyhedsblad», at om denne eller hin figur i et
historisk drama ikke i alle stykker er historisk, er og blir
en underordnet sak. Begge de to norske dramatikere
har paa dette punkt den motsatte opfatning av Hermann
Hettner, hvis berømte bok «Das moderne Drama» de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
