Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
201
erindre, at kampen mot den «bleksot», hvorunder den
senere danske romantik syntes at lide, og som Georg
Brandes og hans følge senere søkte at helbrede gjennem
en næsten altfor grundig jernkur, — denne kamp var be»
gyndt av Bjørnson og Ibsen allerede mot slutningen av
1850»aarene. Bjørnsons og Ibsens verker tok det første
støt. Og Bjørnson paaberopte sig, som Georg Brandes
med større vegt senere, den franske literatur overfor den
danske.
For at forstaa, hvor haardt og endog «raat» det nye
norske saga»drama maatte virke paa mange av datidens
danske læsere, behøver vi blot at erindre den milde og
nænsomme maate, hvorpaa Ingemann, den fine og sjæl»
fulde salmedigter, hadde omdigtet den danske middelalder
i sine historiske romaner. Netop av Ingemann har vi,
blandt hans breve til H. C. Andersen, en interessant ut»
talelse om Bjørnsons «Halte»Hulda» fra sommeren 1858. I
mai samme aar hadde Ingemann efter læsningen av «Syn»
nøve Solbakken» skrevet, at Bjørnson «synes at skulle bane
sig en ny, norsk fjeldsti blandt de mange brede landeveie
i poesien, naar kun ikke sagagjenfødelses»ideen gjør ham
til manierist». Men to maaneder senere skriver han: «B.
Bjørnsons «Halte«Hulda» synes mig aldeles mislykket; han
er, som jeg befrygtede, bleven manierist, og i ensidig be»
stræben efter . . . den ravnorske indesluttethed og sam»
mentrængthed næsten uforstaaelig, medens han vel neppe
heller i vor tid vil finde stor sympathi for sagatidens
skumle frændehævn og mordbrandshistorier» ... — Til
Ole Arvesen, som nogen aar senere besøkte Ingemann i
hans hjem i Sorø, ytret han en lignende dom: «Jeres nye
digter, Bjørnson, er jo en meget begavet mand, men det
forekommer mig saa tungt og dystert hvad han skriver
(Mellem slagene, Halte»Hulda, Arne?), og saa alle disse
tankestreger; det er mig som om jeg vandred mellem knive».
Der var dog i det mindste enkelte, som endog paa
denne tid satte pris paa Bjørnsons «Halte»Hulda», foruten
Clemens Petersen. Straks stykket utkom, og før
nogen dansk kritiker endnu hadde vist veien, rykket dr.
G. V. Lyng, filosofen, ut i «Christiania»Posten» for 25de
april 1858 (samme dag som «Hærmændene» utkom i tryk»
ken) med en anmeldelse. «Der er» — siger Lyng — «vis»
selig ingen, ialfald av vore nuværende digtere, der med
saadan dybde, klarhet og sikkerhet har fattet vort folks
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
