Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
Den samme opfatning kommer litt senere i løpet av
det samme aar til orde i det danske «Dagbladet» (redaktør
C. St. Bille). ««Halte«Hulda» vidner ganske sikkert om
betydelige anlæg, men som helhet er stykket uskjønt og
upoetisk og vidner bestemt om, at forfatteren staar i fare
for at forvilde sig paa en farlig avvei, smagen for det
rædselsfulde . . .» «Det valgte stof er ikke uden en vis
storhed, men det indeholder et saadant overmaal af vild«
hed og raahed, at det under en sand behandling maa gjøre
et modbydeligt, frastødende indtryk.» Men anmelderen
indrømmer, «at som tidsmaleri er «Halte«Hulda» muligens
langt troere end Oehlenschlägers stykker».
Selv Clemens Petersen, som av al magt forsvarte styk«
ket og ansaa det for likefrem banebrytende som psykolo«
gisk problem«drama, indrømmet dog overfor Goldschmidt,
at den kvindelige hovedperson var «uhyggelig og uskjøn».
Man vil herav se, at det fremfor alt var den realistiske
skildring av vilde lidenskaper, som faldt flere av de største
danske kritikere tungt for brystet. Av Johan Ludvig Hei«
bergs teater«erklæringer ser man, at han i 1852 hadde
næret store betænkeligheter ved at opføre Shakespeares
«Richard den tredje» paa grund av «den sorte kolorit,
som hviler over stykket» og den «vilde dissonans, som
opfylder det». Den danske nation «foretrækker lysere
billeder». «Jeg tviler paa, at vi nu nogensinde kunne
vænne os til at se Melpomenes dolk forvandlet til en
slagterkniv».
Man faar av disse domme et sterkt indtryk av, at den
store danske guldalders romantiske literatur i tidens løp
hadde forkjælet smagen, gjort den fin og sårt og øm«
findtlig, men ikke netop haardfør. Oehlenschläger og hans
følge hadde gjort skjønliteraturen til den evige sommers
land, med et mildt og vidunderlig frodig, men i længden
avslappende klima. Man kommer til at tænke paa Oehlen«
schlägers «Ellehøien», hvor helten søker hen til «en bakke,
som betrygger
med sine venlig«grønne lindekroner
for sterke vindpust og for lumre varme.»
Mange var som berg« eller haugtagne i en poesiens
drømmeverden, hvorfra man først vaagnet op og brøt
fortryllelsen, da krigene i 1864 og 1870 ringet en ny tid
ind med stormklokker. Det er ikke uten interesse at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
