Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
skrivet i Danmark og Norge etter Holberg, — berre det
einaste fullgode stykji «Håkon Jarl» af Oehlenschläger.»
For at finde gode teaterstykker, maa vi oversætte fra ældre
engelsk literatur, eller fransk efter Moliére og nogen faa
andre, «men mest etter troldmannen Scribe, som
no i fyrti aar har sprakat med sit vit og løgi som eld i
einerbusk for det klappande Europa. Og denne mannen
kaldas endaa ingen diktare af den dugande danske, J. L.
Heiberg, og alle hans etterhermarar» Dette sidste side»
hug var vel dels rettet mot G- V. Lyng, som jo hadde
rost «Halte»Hulda» paa Scribes bekostning, dels mot
Bjørnson, som jo ogsaa hadde angrepet Scribe i sin
Bergensartikel fra det foregaaende aar.
I en anden artikel i «Dølen» (29de mai 1859) uttaler
Vinje en lignende dom om det nye norske drama. De
norske dramatiske digtere holder maal med sin lille scene
(det av Ibsen styrte «norske teater» i Møllergaten. «Det
er stakkarsdom alt ihop.» Scenen er «ein baas; men daa
det eine er etter det andre, so er der samljod (harmoni),
og ingen skal læ aat det». I den samme artikel sier han,
at vi har ikke noget nationalt skuespil, som det er værdt
at reise sig av krakken for, — «med al vyrdnad for mangt
og mykit baadi af Ibsen, Hans Ørn Blom, Rolf Olsen
m. fl., og mest for Riis for «Til sæters». Høidepunktet
av hvad norske dramatikere hadde frembragt, var altsaa
dengang for Vinje ikke «Hærmændene» og «Fru Inger»,
«Halte»Hulda» og «Mellem slagene», men den efter Ho»
strups og J. L. Heibergs mønster forfattede muntre lille
vaudeville, «Til sæters», som Vinje kalder for «dette vesle
meistarverk». — At det for en stor del var Vinjes sprog»
politiske standpunkt, som gjorde ham til en saa streng
dommer av sine to gamle kamerater Bjørnson og Ibsen,
fremgaar klarest av en senere artikel i «Dølen» (9de de»
cember 1860), hvor han er meget nedstemt over at han
foreløbig maa la sit blad, «Dølen», gaa ind. Tiderne var
slette. Og Vinje sluttet sig for øieblikket til dem, som
frygtet for at Norge var et altfor litet land til at fostre
nogen stor literatur. «Det er berre barnetale aa tala um
ein norsk literatur.» Vor historie vil si — fortsætter Vinje
—, at vi i sprog og derfor i de fleste av vore tanker var
et lydrike av Danmark, som i 1814 bare mistet den ydre
magt . . . Han maa smile, naar han hører folk tale om at
vi er et frit og selvstændig folk. «Nei, det kostar at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
