Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
207
pæiske (og fra Europa utvandrede) kulturfolks solidaritet.
Man glemte, eller man visste ikke dengang, at norsk kul«
tur, saa langt vi kan se eller skimte tilbake (i det mindste
fra den yngre stenalders tid), aldrig har været andet end
en varietet av verdenskulturen.
Men netop av den grund har de smaa nationers lod
ikke paa langt nær været saa ugunstig, som man ofte
tænkte sig den, da man for alvor fik øinene op for det voksende
misforhold i folketal og hjælpekilder mellem et av de smaa
nordiske folk og Europas «stormagter». Den trykkende
følelse av dette misforhold har været en alvorlig krise,
som baade Norge, Danmark og Sverige har hat at gjen«
nemgaa, og som har grepet dypt ind i disse landes historie.
Hvad særlig Vinje angaar, maa man erindre, at han i
en række av aar personlig slet ondt og derfor av og til
var tilbøielig til at se likesaa mørkt paa Norge, som
Henrik Ibsen i «Brand» og «Peer Gynt». Det var for en
del i disse økonomisk magre aar efter den store handels«
krise i 1858 at adskillige av de mest intelligente nord«
mænd blev «amalgamister» og tapte troen paa at Norge
kunde bli noget kulturland, medmindre det vokste sam«
men med Sverige og Danmark (eller i mangel derav blot
med Sverige) til en større skandinavisk nation. «Morgen«
bladet» skriver den 20de mars 1859 — kort før bladets
store svingning til høire — efter at ha talt om Axvalla«
leiren: «Saa meget vise alle tegn med klarhed, at vi maa
være paa post mod amalgamations«ideerne, som nu dukke
hodet i veiret med større freidighed end nogensinde».
Hvad Vinje angaar, blev han aldrig politisk skandinavist,
skjønt han av og til kunde føie sig tiltrukket av denne
retning. Han vandt litt efter litt, især gjennem omgang
med J. E. Sars og H. E. Berner, sin tro paa Norge tilbake,
omtrent samtidig med at han tilegnet sig et lysere syn paa
Uelands og de norske bønders politik.
Henrik Ibsen derimot, som i 1859 og 1860 kjæmpet i
forreste række for en selvstændig norsk kultur og endnu i
1861 regnet sig selv blandt de «norsk«norske»1 (hvorved
1 Det symbolistiske digt «I havsnød» («111. Nyhedsblad», mars
1861), hvor Ibsen fortæller om tre viltre lodsgutter, som reddet en
dansk brig, ender med disse linjer:
Fortæl til de tyske stormænd,
at maa I for Dannebrogsdugen slaas,
I faar vel en haandsrækning oppe fra os, —
men først fra de norske nordmænd!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
