Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
273
artikel, som antokes for at være Dunker, tilføier: «Vi
kan roligen la alle slike meninger passere forbi os . . .
Til at frygte for nogen voldsomhet ... fra svensk side,
er der saa meget mindre grund nu for tiden, som vi er
baade den forurettede og den tapende part. Sverige har
faat sin krig frem; sanktionen er negtet. Vi kan ikke
glemme dem dette stykke arbeide; vi vet nu, hvilke
unionsbrødre vi har, og hvilke fordringer de stiller . . .
Efter Norges nederlag var der øiensynlig ikke længere
nogen aarsak til krigsfrygt. Men i den tid, da avgjørelsen
endnu var uviss, har der paa enkelte hold hersket frygt
for, at svenskerne vilde gripe til vaaben. Og fra svensk
side var der blad»uttalelser som gav indtryk av at true
med krig.
Redaktør Friele i «Morgenbladet» søkte i denne
uvisshetens tid, i en artikel av 12te januar 1860, likefrem
at paadutte Bjørnson, at han hadde talt om utbruddet av
en krig med Sverige, som om den hadde været nær fore«
staaende. Og «Morgenbladet» fastholdt (den 15de januar),
trods Bjørnsons likefremme protest, at han hadde talt ikke
om en ordkrig mellem de to landes presse og folke»
repræsentationer, men om en virkelig blodig krig. Man
behøver imidlertid alene at gjennemlæse Bjørnsons artikel
i «Aftenbladet» for 10de januar for at se, at redaktør Friele
ved denne leilighet gjorde sig skyldig i en aabenbar for»
vanskning, — en endda plumpere krigsførsel end under
striden om Reformforeningen. Bjørnson hadde brukt ut»
trykket «netop som man skulde til at slaas», nem»
lig «med ordets skarpeste knive, efter lidenskapernes
høieste befaling», som der staar i en tidligere del av den
samme artikel. Bjørnsons mening var klarligvis den, at
netop som det egentlige hovedslag i de to landes princip»
strid om unionen skulde leveres, i pressen eller i de to
landes folkerepræsentationer, kommer juristerne (særlig
Dunker) med sine lange og indviklede utredninger og øver
en ganske forbausende fredstiftende og beroligende virk»
ning. Bjørnson tilføier sarkastisk, at «er saken først kom»
met op i den juridiske spidsfindighetssfære», da vil den
snart ogsaa «komme over i det velsignet kjedsommelige,
hvor alle lidenskaper slipper øienlaakkene i».
Bjørnson ser i denne artikel halvt sarkastisk og halvt
beundrende paa den virkning, som Dunkers 2det flyve»
blad med dets glimrende paavisning av Norges ret ved
18 — Collin: Bjørnson. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
