Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
275
mildes ved et saadant sonoffer. Men det paafaldende er,
at redaktør Friele søkte at fremtvinge Bjørnsons fra*
traeden ved en aabenbar forvanskning av hans ord. For*
klaringen maa vel være den, at Friele her, som under stris
den om Reformforeningen, befandt sig i en saa lidenskabelig
sindsstemning, at hans dømmekraft var omtaaket. Der er
ingen grund til at tro, at han med koldt overlæg forfalsket
sine motstanderes tankegang. Derimot er der adskillig
grund til at mene, at denne velbegavede og i mange
stykker velmenende mand, som kom til at øve en ufor*
holdsmæssig magt i vort samfund, ikke hadde sterk nok
hjerne til at beholde likevegten under den daglige avis*
kamp. Der synes at ha været tider, da kampens lidenskap
hensatte ham i en kronisk aandelig berusning, hvorunder
han ikke altid formaadde at se klart. Bjørnson skriver i
«Aftenbladet» for 12te januar 1860 blandt andet: «Italienerne
har noget, som de kalder «onde øine». De tror, at der er
øine, som blot ved blik kan gi det sundeste sygdom, og
vi tænkte paa saadanne øine, da vi saa, at selv vor sidste
artikel om Sverige har «Morgenbladet» kunnet forvandle
blot ved at gi den et blik. — Man erindrer, at denne ar*
tikel halvt for spøk, men ogsaa halvt for alvor fremstillet
statholderposten og den hele strid som vunden av juristeriet,
at lidenskaperne som to arméer hadde sat sig ned for at
vente, mens de lærde parvis «slaas» (undskyld ordet), og
at lidenskaperne imidlertid sovnet ind . . .»
«Morgenbladet» svarer herpaa tre dage efter, at
«Aftenbladet» forsøker altsaa at bortforklare eller bort*
eskamotere sin letsindige ytring. Ingen uten «Aftenbladet»s
nuværende redaktion har «været saa grænseløs kaat at
nævne en saadan ulykke som en krig mellem begge
nationerne».1 Et «saadant overmaal av letsindighet» har
ingen anden utvist, selv ikke Norges bitreste motstander i
Sverige, publicisten Crusenstolpe. «Saa bitre og saa ond*
skapsfulde som Crusenstolpes og konsorters utfald mot
Norge har været, saa er det dog simpel retfærdighet mot
dem at erkjende, at de aldrig . . . har foreslaat at under*
’ Dette var dobbelt usandt. «ChristianiasPosten» for Ilte dec.
1859 (redigert av N. Meidell og I. P. Weisse) skrev f. eks. følgende:
«Blev den fordring (at bestemmelser i Norges grundlov som den om
statholderposten ikke kan forandres uten svensk samtykke) fremsat av
det svenske folk — hvad Gud forbyde nogensinde maa ske — da var
det casus belli (krigsaarsak1. Netop dette tilfælde indtraadte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
