Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334
ninger i malerkunsten. Jeg kunde ved at nævne en dansk
historieskrivers navn faa et forbitret utfald mot ham og
hele retningen. En ø i det kinesiske arkipel var nylig
beskrevet; hans fantasi fraadset i det; han kunde længe
ikke tale om andet end hin jordkompleks, geografisk, et«
nografisk, politisk, med alle dens muligheter. Hvor ofte
har jeg tænkt paa det siden! Hvad han altsammen fik
vite i Vatikanet, dels av bibliotekets øverste mand, pater
Teiner (jeg haaber, jeg skriver navnet rigtig?), f. eks. om
jesuiternes planer og intriger, dels av dokumenter og bø«
ker, optok ham saa sterkt, at han, i mangel av nogen
værdigere, maatte meddele mig det, som ærlig har glemt
det. Jeg tviler ikke om, at han ogsaa skrev det ned. Det
ligger nu i Middelhavet, der hans bøker (og mine) gik
under ved forlis.
Jeg hadde alt dengang grepet ind i kampen for Norges
selvstendighet, dels literært og kunstnerisk ved at levere
et slag for at Christiania teater skulde begynde at opta
norske elever og ikke flere danske, dels politisk mot sam«
røring av svensk og norsk (som redaktør i Bergen og Kri«
stiania). Dette syntes han om. Naar jeg sa ham, at i
Kristiania maatte de i offentlige selskaper altid dekorere
med svenske flag ved siden av de norske, brøt han ut i spot
over sine landsmænd, hvis fornemste repræsentanter (han
nævnte Fredrik Stang, statsraad Petersen og en biskop)
«danskede»; likesaa de høiere marineofficerer i Fredriks«
vern. «Snart taler vi vel ogsaa svensk.» Ved en anden
leilighet ytret han: «Der er et Sverige, der er et Danmark;
men der er endnu intet Norge.»
For en vakker mand han var! Ingen kan glemme hans
lynsnare øine, hans lysende pande. Smilet om munden
kunde være sarkastisk; men hvor kunde det ikke være
mildt! Hans gang var rask og let, hans legeme smidig.
Han kunde de hundrede kunster, som han moret barnene
med. Aldrig hvilte han. Mens han talte, tegnet han;
vindusposten oppe hos mig var fuld av hoder, figurer,
bøffelokser, æsler derute fra pladsen. Desværre var det
vasket væk, mens jeg om sommeren var i Ariccia. Han
hørte paa mig og han svarte, samtidig som han skrev. En«
gang vi gik sammen paa gaten, og en melodi blev spillet
og sunget, sa han: «Den skal jeg ta, naar jeg kommer
hjem.» Der blev den skrevet op og spillet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
