Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ANMERKNINGER.
1. Digternes syslen med det paa side 57 nævnte motiv — «Den
ulykkelig gifte kvindes tragedie» — er vokset frem av selve kampen
for kvindens og den kvindelige følelses ret, like siden middelalderen.
Det dukker op allerede i den franske middelalders chansons de mai
mariées, likesom i troubadours og minnesängersdigtningen om Isolde,
eller i Dantes gripende billede av Paolo og Francesca. I nyere tid
begynder digternes forsvar for den kvindelige følelses ret især med
Richardson’s banebrytende fortælling «Clarissa Marlowe» (1748), hvor
den unge pike er stillet mellem en paatvungen egtemand og en egoistisk
forfører, som mellem Skylla og Charybdis. For at undgaa det av
hendes far paabudte kjærlighetsløse egteskap flygter den unge pike,
Clarissa, fra hjemmet og falder som et uskyldig offer for egoisten
Lovelace’s brutalitet. Med visse forandringer er det det samme motiv,
som ligger til grund for Rousseaus La Nouvelle Héloise (1761) og
George Sand’s «Indiana» (1832), — likesom Richardson’s digtning paa
andre maater føres videre av Lessing, Goethe og Schiller, skaperne av
den nye tyske menneskeskildring. Samuel Richardson er ikke alene
opdageren av det borgerlige samfunds tragiske kvindesskjæbne. Han
har ogsaa i det mindste antydet det berømte motiv, som blev
genialt utformet i Goethes «Faust»: den renhjertede kvinde som
den skyldbetyngede mands redder eller forløser; et motiv som blev
optat i nordisk digtning av PaludansMüller og Ibsen («Peer Gynt»).
1 det nysnorske drama er kvindens tragedie i det konventionelle
eller endog paatvungne egteskap først behandlet av A. Munch i «D onna
C1 a r a» (1840). Dernæst i romansform av Camilla Collett i «A m U
mandens døtre» (1855). — en fortælling, hvortil sandsynligvis
Welhaven hadde git ikke blot det indre, men ogsaa det ytre støt,
gjennem digtene «Paa ballet» og «Soireesbilleder».
«Hendes indre gjemmer en novelle» —
saa heter det i det førstnævnte digt. Og Welhaven fortsætter:
«Ingen rystes ved det tunge offer,
som en husbagt skjæbne kalder frem;
ingen gransker disse bitre stoffer
til romaner i det snævre hjem.
Saar, der bløde under sløve knive,
sjælessmerter i den gjængse stil, —
hvo vil adle eder, hvo vil give
jer et skjold mod ironiens pil?»
22 — Collin: Bjørnson. 11.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
