Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
338
Det lyktes Camilla Collett at adle dette hverdagssstof. Og naar
Henrik Ibsen netop i løpet av sommeren 1855 — kort efterat «Amts
mandens døtre» var utkommet — blev saa sterkt grepet av det gamle
Brynhildsmotiv eller av den ulykkelig gifte kvindes tragedie i den
islandske Laxdølassaga. ligger det meget nær at tro, at det var
Camilla Colletts nutidssfortælling, som pludselig gjorde det gamle
Brynhildsmotiv lyslevende og aktuelt. Ibsen fandt det samme motiv
igjen i Landstads folkeviser, særlig visen om Margit Hjuxe, og frem«
stillet den i egteskapet bergtagne kvinde først i «Gildet paa Solhaug»
(1856), snart efter i «Hærmændene».
Dette motiv tilhørte altsaa den nyere europæiske menneske5
skildring, fra Richardson og Rousseau og deres fælles elever. Hvad
der slog baade Ibsen og Bjørnson — begge uavhængig av hinanden —
var dette, at netop det samme store tema fandtes i gammel norrøn
literatur. Ogsaa den gamle islandske og norske sagatid hadde hat
sine i et ufrit egteskap fængslede kvinder. Men de sterkeste av dem
hadde ikke, som Helga den fagre (i Gunlaug Ormstunges saga) eller
som Camilla Colletts Louise, nøid sig med at sørge og hensygne. Heller
ikke som A. Munchs Clara og Camilla Colletts Sofie, eller delvis
allerede Rousseaus Julie, søkt sin lykke i heroisk forsagelse De hadde,
som Brynhild og Gudrun eller som George Sand’s kvinder, gjort
oprør mot skjæbnen. De var eksplosive naturer, netop skikket for
et drama.
Ogsaa dette tema var altsaa en arv paa een gang fra nyere euros
pæisk og fra gammel norrøn literatur. Ogsaa her, likesom ved det
poetiske syn paa forbrydelsen, fandt de to norske digtere, at der var
noget merkværdig aktuelt og moderne ved vor gamle nationale digt«
ning. Heri ligger en væsentlig del av forklaringen til, at baade Bjørns
son og Ibsen kunde flytte den nyere europæiske digtnings problemer
tilbake til den gamle sagatids miliø og derved plante dem paa norsk
grund. Væsentlig de samme problemer blev senere fra Norges fortid,
som fra en planteskole, omplantet til Norges nutid av de samme
to digtere.
2. Bjørnsons forhold til Søren Kierkegaard. Ingen
av det nittende aarhundredes nordiske genier har vel hat en mere
tragisk skjæbne end Søren Kierkegaard. Som Georg Brandes betoner
i sin glimrende bok om Kierkegaard, var han baade ved arv og fors
kjert opdragelse et sjælesykt eller abnormt menneske, men samtidig et
geni. Selv siger han (i «Synspunktet for min forfattervirksomhet»):
«Min ulykke var saagodtsom fra fødselen og fuldstændiggjort ved
opdragelsen den: ikke at være menneske.» Et andet sted (Efterladte
papirer, 1, 424) betegner han sig selv, sammenlignet med andre, som
«tungsindig, sjælesyk, paa mangfoldig maate dypt og endelig fors
ulykket.»
Netop ved sin tragiske forening av overordentlige evner som bils
ledskuende digter og dialektiker med undermaals evner i andre stykker
kom han til at forvirre og forsinke den naturlige religiøssetiske utviks
ling i det nittende aarhundredes Norge.
Men paa skjønliteraturens utvikling har denne geniale særling til
gjengjæld ved sine glimrende psykologiske fantasiseksperimenter, sin
lidenskabelige problemsopstilling og sin bedaarende stilkunst virket i
en overordentlig grad stimulerende. Fra denne side set fortjener Søren
Kierkegaard utvilsomt en ærefuld plads i vor historie. Den nysnorske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
