Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
343
unge Bjørnsons stil og paa den maate, hvorpaa han i sine første for«
tællinger eksperimenterer med sine menneskeskikkelser (delvis i r o«
nikere) og filosoferer over deres sjælstilstand. Harald Beyer frem«
hæver samtidig, at «næsten alle Bjørnsons uttalelser om Kierkegaard
forut for Bs egen religiøse krise i 1870«aarene er nedsættende.
Han har altsaa, trods al paavirkning, følt sig i høi grad frastøtt. Til
Clemens Petersen skrev han om Ibsens «Brand» (et verk hvori han
straks saa indflydelse fra Kierkegaard) : «Vi maa verge os med hæn«
der og føtter mot forvirringen, mot abstraktionen, som sprenger men«
neskeiigheten». I et andet brev til den samme ven spotter han, at
det efter Kierkegaard er paa mode endog at anlægge tungsindighet.
Den store danske tænker stod for ham som «noget ituslaat stort som
sjelden sees i verden. Hans sknk paa «helhet» var ut av hans naturs
jammer og savn. Noget saa forfængelig og selvpinende har jeg aldrig
set som i dette menneske». — Men som Harald Beyer med fin dømme«
kraft har paavist, fik Kierkegaard efter Brandes’s foredrag en betyde«
lig indflydelse paa Bjørnsons syn paa kirken under hans egen reli«
giøse krise, og indvirket endog paa digterverker som «Kongen», «Det
ny system» og «Over ævne».
Ogsaa Valborg Erichsen har fine iagttagelser om den nye ind«
flydelse, Søren Kierkegaard fik paa Bjørnson efter Georg Brandes’s
foredrag og bok om Kierkegaard (i 1876 og 1877). — Hvad jeg især
kunde ønske tilføiet til de to literaturforskeres grundlæggende av«
handlinger, er altsaa først og fremst et klart omrids av Søren Kierke«
gaards egen utviklingsgang og av det tragiske ved denne syke aands«
kjæmpes mislykkede forsøk paa at være en ny Sokrates og en gjen«
opretter av den oprindelige og egte kristendom. I en væsentlig hen«
seende stod Søren Kierkegaard langt fjernere end de velbegavede
blandt samtidens prester fra kristendommens grundlæggere: disse sidste
var menneskevenner og samfundsstiftere, og det var derved at det
lyktes de mest sjælesunde av dem at bygge op en ny religiøs sam«
fundsaand, som bidrog væsentlig til al redde resterne av den store
oldtidskultur gjennem den antike nedgangs og folkevandringernes
«mørke tidsalder». De var ikke det uhelbredelige tungsinds, men det
fortrøstningsfulde haabs mænd, — førere i kraft av sit livsmot. «Jeg
derimot nærer haab» (ego contra spero) sier digteren Prudentius midt
i en mørk tidsalder. Søren Kierkegaards formentlig egte og sande
kristendom var trods alle de glimt av geni, hvormed den i sin lite«
rære fremstilling er illuminert, en historisk usand anakronisme og et
ikke længe levedygtig monstrum.
Søren Kierkegaards gudstro var barbarisk, kanhænde sindssvak.
Men dette er alene den ene side av saken. For ham, i hans sidste
tragiske kamp med vanskjæbnen, var den et livs«organ av uvurderlig
værd. Et mægtig utslag av hans selvopholdelsesdrift. Den holdt ham
oppe i hans tro paa sig selv og i hans tro paa en verdensstyrelse.
Hans lange lidelseshistorie blev meningsløs, hvis det ikke var saa at
Gud er grusom av kjærlighet, — en Gud som vil at vi skal lide fri«
villig, for at vise vor kjærlighet til ham. Eller skulde hans far og
han selv, med sin «pæl i kjødet», ha lidt forgjæves? Hans egen
lidelseshistorie blev hans gudsbevis og hans bevis for at netop de
skriftsteder han valgte ut, var de sande og de vigtige. Et bevis for
at han var sin tids utvalgte.
Den rette betragtning av Søren Kierkegaards religion er efter min
opfatning hverken at den var en tilnærmelse til ideal kristendom,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
