Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342
hver enkelt. Men den diametrale forskjel er at Bjørnson vil vække
alle de enkelte til samfundsaand! Saa langt fra, som Søren Kierke«
gaard, at stille sig som den enkelte i isolation og endog i motsætning
til massen vil den unge Bjørnson til fremme av et mere aandelig be«
væget samfundsliv «gjerne være (som han sier) om saa blot den mind«
ste stift paa den store massernes maskine, som senere eller tidligere maa
sættes i bevægelse til dette øiemed». Den unge Bjørnson vil «blande
sig i massen», uten at smigre sig med at være «den hundrede, end sige
den første i rækken». Han vil netop at menneskene skal føie sig som
dele av et stort hele, for hvis velfærd alle de enkelte, selv de mindste,
har hver sit ansvar, fordi det hele samfund ikke er til uten gjennem
disse enkelte. Individ og samfund er for Bjørnson, allerede paa dette
tidspunkt, ikke motsætninger som utelukker hinanden. Den enkeltes an«
svar ser han netop som et ansvar overfor det samfund, hvorav han
er en del, ikke — som Søren Kierkegaard — overfor en til evig for«
tapelse dømmende barbarisk guddom.
Netop dette eksempel viser klart, at den unge Bjørnson tænkte
Kierkegaards og hans forgjængeres tanker selvstændig videre, Netop
hos Søren Kierkegaard fandt han noget av den golde, ukjærlige
klandresyke og avstandstagen overfor samfund og «masse», som han i
den nævnte artikelrække bekjæmper. — Jeg kan derfor ikke være
ganske enig med Valborg Erichsen i at denne artikel viser hvor sterkt
endog Bjørnson var paavirket av Kierkegaard like efter dennes død.
Snarere tyder denne artikelrække paa, at Bjørnson netop ved denne
tid, efterat «Øieblikkene» hadde lynet forbi, maa ha følt sig sterkt fra«
støtt ved det sjælesyke i den geniale danske digter«tænkers sidste
virksomhet. At Kierkegaard av nutidens prester krævet at de skulde
leve like lidelsesfuldt som kristendommens grundlæggere ved at gi
avkald paa familieliv og samfundsstilling maa for Bjørnson, som hadde
en dyp respekt for sin egen fars strenge og trofaste arbeidsliv, ha staat
som utslag av en abnorm mangel paa historisk sans.
Den store hovedforskjel mellem Bjørnsons og Ibsens (eller Alex«
ander Kiellands) indtryk av Søren Kierkegaard er vel den, at Bjørn«
son hadde et mere realistisk syn paa det patologiske ved dette geniale
menneskes natur. De vittige ordspil med de to forskjellige betyd«
ninger av ord som «søke», «et kald» og «offer» — ordspil som Ibsen
og end mere Alexander Kielland synes at ha goutert uten at kjende
nogen bismak — maa paa den unge Bjørnson ha virket forstemmende,
naar de kom i følge med en sjælesyk mands blindt fordømmende
fanatisme.
Det kunde, tror jeg, ha været fremhævet, at Kierkegaard foruten
at vække den unge Bjørnson til selvtænkning over problemet ind i«
vid og samfund og over sjælelivets gaader ogsaa øvet en sterk ind«
flydelse paa hans utvikling ved at frastøte ham og drive ham over
til en lidenskabelig kjærlighet til Grundtvig. Det var disse to
danske religionsforkyndere, som i en række av aar kjæmpet om mange
høit begavede danske og norske menneskers sjæle. Der er ovenfor i
teksten anført et sted i Bjørnsons brev til den danske digter*prest
Jens Christian Hostrup: . .. «Saa kom Kierkegaard=katastrofen. Mig
jog den hurtig over til Grundtvig, til hans frihetssvangre, folkevæk«
kende tale som gjorde et samfund av alle som lydde».
Ogsaa av lektor Harald Beyers som av Valborg Erichsens
særdeles velskrevne arbeide er der meget at lære. Beyer hævder med
stor klarhet, hvorledes Kierkegaard har hat indflydelse baade paa den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
