Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18
naar vi vil bedømme det virkelig skapende
element i menneskelig litteratur. Og det er Dickens’
første og sidste storhet: han var en skaper.
Men virkelig primær skapelse (slik som solen
eller et barns fødsel) fremkalder ikke kritik eller
vurdering, men bare følelse av etslags ubestemt
og umiddelbar taknemlighet
Med denne følelse er det vi skal nærme os
Dickens, vort kritiske apparat kan vi likesaa
godt la ligge hjemme, men vi skal komme til
ham i ydmyghet, med vort sind fromt og
fordomsfrit aapent til at ta imot de rigdomme
hans skapende geni har at skjænke os.
Men er det formastelig at ville kritisere det
virkelig skapte eller at lægge vort alnemaal
paa skaperen, saa kan det dog være tillatt, ja
frugtbart at gjøre sig rede for de egenskaper
som gjør ham til den han er, — til forskjel
fra alle andre.
Det første som slaar os hos Dickens, — er
hans øine, hans fabelagtige syn. Han ser alt
— vi gaar gjennem gåterne, ikke en butik
und-gaar os, vi ser dem for os, i sin pragt eller sin
misere, gamle og forfaldne, eller blinkende i
ny oppudsning, fortællende sin skjæbne, nogen
litet tillitsvækkende i sin altfor prunkende
paa-trængenhet, andre solide og rolige i
grundmuret velstand, atter andre synkende sammen i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
