Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215
Jeg ringede paa Klokken, og efter en hastig Inspektion fra
Portnerlogen gik Døren op, og jeg befandt mig i Zola’s Hus.
Det er en herskabeligt indrettet Selvejergaard, hvad man paa
Fransk kalder et Hotel. Fra Porten fører en bred, aaben
Trappe op til Lejligheden, og saavel paa Væggene i Porten
som paa Trappen hænger Antikviteter, Sarkofaglaag, Stumper
af joniske Søjler, Torsoer og Basreliefs. Trappen ligner
Indgangen til et Musæum, og naar man fra Entreen kommer ind
i Modtagelsesværelset, der er holdt
i gammel fransk Slotstil, faar man
et endnu stærkere Indtryk af at
befinde sig i en Kunstsamling.
Væggene er skjulte af Buffeter og
alterlignende Skabe, der er
overlæssede med Udskæringer i Træ.
Vinduerne er tildækkede af svære
mørke Silkestykker, og Lampen,
der er tændt i Stuen, bidrager ved
sit svage Lys end yderligere til at
øge det Indtryk, man modtager af
at befinde sig i en Klosterkirke,
beliggende i et eller andet fjærnt
romantisk Land.
Et Lysskær faldt ind i
Modtagelsesværelset, og gennem Lysskæret saa jeg en
foroverbøjet Mand, siddende ved et Skrivebord. Jeg traadte
nærmere, og Manden rejste sig. Det var Zola.
Jeg havde overværet den store Proces, og i Zola’s Ansigt,
som jeg under 16 lange Retsmøder daglig havde haft for Øje,
troede jeg at kende hvert Træk. Men dog veg jeg uvilkaarligt
et Skridt tilbage, da han nu i det flakkende Lysskær traadte
hen imod mig. Han lignede en dødsyg Mand, der kun bevægede
sig ved Opbydelsen af sin sidste Kraft.
Enhver kender denne Mands gigantiske Arbejde, der for-
Emile Zola.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
