Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvor skal jeg min Lovsang fremsende?
Mit Hjærte knap kjender sit Maal!
Skal jeg til hver Rose mig vende,
hvad heller til blinkende Staal?
O, Rose, Du rødeste Blomme,
Du spirende, duftende Guld!
O, Rose, Du hvide, Du fromme,
Du Stjærne, nedfalden i Muld!
Skjul dybt Eders tindrende Øje,
og rødmer kun ydmygt i Løn;
thi Skjønhedens Himmel, den høje,
her straaler mod Strængenes Søn.
Han ender i følgende Udbrud:
Op, blomstrende Herrer og Fruer!
Skalmejerne kalde til Dans!
Hvor Kraften hos Skjønheden luer,
der flettes den sødeste Krans.
Højt Natten udstak sine Fakler,
den vinker til sværmende Lyst;
viid, Kjærligheds søde Mirakler
ret læres kun Bryst imod Bryst. —
Vilde man spørge, om Chr. Winther under sit
landlige Ophold i Kjøbelev praktisk gav sig af med
Landvæsenet, saa troer jeg at maatte svare benegtende,
skjøndt jeg maa tilføje, at han forstod at værdsætte sig
selv som Kusk. Det var i en senere Periode, at han
var i Besøg hos Hans Ulrik Meller i Flintinge, og de
skulde da en Dag kjøres over til Monrads i Vester
Ulslev; Selskabet var saa stort, at der ikke var Plads
til Kusken. Meller og Winther sad derfor paa forreste
Sæde, og Fru Meller var umaadelig bange for denne
Kjørsel; Winther vendte sig sindigt om imod hende og
sagde: „Vær blot rolig, Lovise, det er mig, der
kjører!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
