Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Huslærertid 1825—30
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han var besindig, fin og kjæk;
se Mundens Smil, og læs i Øjet!
Var man forknyt, i disse Træk
man kunde se sig selv fornøjet.
Fra disse Læber aanded Sang
saa sød, at Taaren maatte stige;
naar deres kjække Latter klang,
saa krøb i Skjul det Taabelige.
Naturen var hans Ven; som Barn
han i dens Tempel from og stille
alt fanged i sin Tankes Garn
hver Sommerfugl, hver blanke Bille.
Hans stærke Manddoms Tanke gik
opad og spejded Himlens Vaner
og fulgte med sit skarpe Blik
de Stjærners strængt afmaalte Baner.
Men mellem Jord og Himmel laa
ham aabnet Poesiens Rige,
det gyldne, hvor vi altid saae
ham vandre som de Størstes Lige;
thi hvilken Rigdom fødte ej
hans Aand af Tanker og Gestalter,
der alle kom den lige Vej
fra Gratiens og Musens Alter.
Manuskriptet til dette Digt existerer, og det har ikke
saa faa flere Vers end det trykte. Efter det første af
de her meddelte følger der tre, saalydende:
Jeg mindes med vemodig Fryd
den Dag til Norge drog den Hulde,
som blev vor Scenes bedste Pryd,
og som hans Hustru vorde skulde.
Da kjørte vi til Kysten ud
— den Afsked var ej let at bære! —
og sendte der tre kjække Skud
som Hilsen til hans Hjærtenskjære.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
