Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Trange Tider 1831—41
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved Vordingborgs lærde Skole, senere Sognepræst i
Øster Egesborg. Brevet lyder saaledes:
„Det himmelske Ords ædle, værdige Forkynder —
Du, Trøst og Husvalelse for Udbys Bønder, — Du,
Skræk for alle sorte Synder, — men alle hvide Dyders
(„og min Ringheds“) Velynder, — Prædikeren Spang!
— Modtag, som altid, ogsaa dennegang — venligst
Fred og Hilsen og Sang!
Ligesom Dine Ord og Billeder ere prægtige —
Dine Tanker vægtige — og derfor deres Slag [?]
mægtige —, saaledes ere mine, istedenfor fyldige,
smægtige — istedenfor gyldige, nederdrægtige — og
derfor jeg selv — mat som en udtørret Elv — — og — og —
Nu kan jeg for Tidens Skyld ikke mere med dette
„Arabisch-seyn-soilende“ Klingklang. Her er Visen.
Er den for verdslig, saa læg den tilside; er den dum
[?], og det veed jeg nok, den er, saa le ad mig, men
hemmeligt, og prostituer mig ikke. Sjunges efter den
velklingende Melodi: Lad den skrantende Magister,
hvilken Sang Deres Velærværdighed nok ofte med Glas
i Haand haver intoneret for en eller anden andægtig
Menighed i den forstyrrede Ungdom og i den
forstyrrede By. Hvad? Naar Du nu, som Skik og Brug
medfører, tager Dig et Kys af den unge Bruds Læber1),
saa tag ogsaa eet paa min Konto, og hils hende ret
med Fynd og Klem fra mig.
1) Man kommer til at tænke paa Vielsen i „Annette“ med
Verset om Præsten:
Han standsed ikkun eengang lidt;
jeg troer, jeg aner Grunden.
Jeg veed, det hænder sig saa tidt,
at Præsten seer paa Bruden med blidt,
vemodigt Smil om Munden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
