Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Trange Tider 1831—41
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sværm, der kvinkelerer og klimprer indtil Væmmelse“,
og der siges da:
Hans Navn staaer ristet ind i Bøgens Stamme,
og Sjællands Vang har bygget det en Trone,
hvorved ej nogen Drot sig skulde skamme,
og Vaaren hilser det med Højsangstone,
mens om hans „Træsnit“ den taknemlig bygger
hvert Aar en frisk, en foraarsdejlig Krone.
Der boer hans Musa i de dunkle Skygger —
ej nogen Dejlighed, hvis Bliks Azur
fortryllende begejstrer og henrykker, —
o, men en sød, en elskelig Natur,
en Barnesjæl, der hver en Kummer dræber
og trøster Støvet i sit Fængselsbur.
Hun rækker ham de purpurfriske Læber
og aander i hans varme Bryst de Sange,
hvorved en himmelsk, salig Sødhed klæber,
en Sødhed, der ta’r Hjærterne tilfange,
fordi det Tonevæld, hvorfra de strømme,
fandt der sit Ekko. — Hvo tør Mer forlange!
Der nynne de for os saa længselsømme
en Melodi, der lokker Graad i Øjet
og vækker alle vore Barndomsdrømme.
O, hvis han selv kun sjældent er fornøjet
og ofte vanker om. tungsindig, ene,
er det kun da, naar stundum hun er fløjet
til Lyset hjem, den Himmelske, den Rene,
hvis Syn velsignende hans Hjærte trøster.
Sit søde Kys hun ofte ham forlene!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
