Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Trange Tider 1831—41
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Trykkefrihedens rette Brug" skal udgive dem som god
folkelig Læsning. Han anklager Winther for i sine
senere Digte at røbe „en vis Slappelse i Lyrespillets
Lethed og Livlighed"; han mener, at hans store Held har
skadet ham, ikke saaledes, at han har været
skjødesløs — han viser tværtimod umiskjendelig
Kunstneromhu — endnu mindre, at han er bleven hovmodig —
han taler tværtimod ligesaa beskedent som sandt og
smukt om sin Muse, hvem han sammenligner med en
fattig Bondekone, der sanker sig vilde Bær1) — heller
ikke saaledes, at han koketterer med sin Beskedenhed;
men Heldet har bragt ham til at skrive Sange ved
Lejligheder, som ere ham aldeles fremmede og
ligegyldige, og Lejlighedssangen er en Rovfugl for Poesien og
maa ofte tage tiltakke med sand Ravnemad2). Han
mener, at Winthers fleste Lejlighedsdigte ikke have en
Sanggudinde til Moder, men nok en Fader, som med
Talent og Færdighed skriver Vers. Det gaaer nu ud
over Afskedssangen i Studenterforeningen til Henrik
Hertz3) og navnlig over de to Linier:
„Dybsindig, snild, med mandig Røst,
han tugted Kunstens Blinde*.
Wilstcr skriver: „At Hr. Winther i hin Tid drak sig^
en dygtig Ruus i den baggesenske Punsch, som
„Gjen-gangerbrevene“s Forfatter lavede Publikum, det er en
ærlig Sag, som han og mangfoldige Andre godt kunne
være bekjendt ... At Hr. Winther fremdeles, rørt om
*) Sml. Digtn. I, S. 122. 2) Wilster har dog selv mest skrevet
Lejlighedssange. 8) Sml. Digtn. 1, S. 127. Wilster og Hertz stod
fra ældre Tid paa en spændt Fod med hinanden. (Se V. Birkedal:
Personlige Oplevelser I, S. 56).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
